Tove Los feministiske dancefloor-agenda drukner i flade poptrends

»I’m fully charged, nipples are hard, ready to go«, synger Tove Lo på førstesinglen ‘Disco Tits’ fra sit tredje album, og man skal virkelig være i et kedeligt mandagshumør for ikke at blive liderlig efter flere sveddampende pop-bangers af samme disco-influerede skuffe. Singlen er underspillet, catchy, og ved udgivelsen i september blev man i den grad kørt i stilling til resten af albummet, hvis titel er den kvindelige pendant til blue balls.

‘Blue Lips’ er delt i to, og albummets første halvdel afsluttes af interludet ‘Pitch Black’. Indtil det syvende nummer ‘Bitches’ er der dømt drukeskapisme, skødesløs sex og linjer som »Let me be your guide, when you eat my pussy out« (‘Bitches’) og »I’m out on the dance floor, drinking my tears« på ‘Shivering Gold’. Herefter møder man en mere sårbar Tove Lo på sange, der i højere grad omhandler kærlighed, brud og den tomhed, der ofte følger efter en vild nat. De såkaldte blue lips.

Den todelte albumstruktur markerer for alvor, at der altid er en knap så euforisk dagen derpå efter de løsslupne, berusede nætter og romancer, som hidtil har været omdrejningspunktet for svenskerens sangskrivning.

Men de bangers, som man forventede ville følge efter ‘Disco Tits’, dukker desværre aldrig op. Der er bestemt højdepunkter som den sårbare og eftertænksomme ‘Cycles’, hvor Lo synger om at bryde med en stime af ødelagte forhold, og den klubbede flirt ‘Shedontknowbutsheknows’, hvor man igen får et glimt af den Tove Lo, der fik lytteren til at svede på ‘Disco Tits’. Men en stor del af albummet fremstår som en lidt halvhjertet simregryde af tilfældige pop-gimmicks og neutrale melodier, der aldrig rigtig kommer til at smage mere end… fint nok.

På numre som ‘Romantics’ og ‘Struggle’ bruger Tove Lo en masse poptrends som auto-tune, tropiske calypso-beats og højt pitchede vokalsamples a la Diplo, men hun formår ikke at gøre dem til sine egne – det bliver mest af alt ligegyldige efterligninger, der giver lytteren en fornemmelse af, at mange af sangene er skåret af en allerede meget brugt popskabelon. Særligt ‘Struggle’ lyder lidt som et slattent Kygo-nummer, hvor Los flair for skarpe hooks og dystre, sofistikerede beats synes meget langt væk.

Det er super ærgerligt, for Tove Lo er ellers en vildt interessant figur i poplandskabet. Med sine progressive tekster og normalt velskrevne popnumre bringer hun en subtil feministisk revolution til dansegulvet. Hun insisterer på at synge bramfrit om kvindelig seksualitet og giver meget ligefremme beskrivelser af liderlige scenarier. Se bare den lesbiske ode ‘Bitches’: »They can’t fake it / drying off the seat when they getting up to leave / so wet they get noticed«. At kvinder synger om sex og blotlægger deres seksualitet burde efterhånden være old news, men virkeligheden er nu engang, at de tematikker i musikverdenen oftest har været forbeholdt mænd.

Selv om mange andre kvindelige kunstnere også har øremærket sig selv som feminister, er der få af dem, der ligesom Lo virkelig tager sagen på sig og skaber nye anti-falliske ord, synger eksplicit om oralsex og bruger det kvindelige kønsorgan i sit logo. Hendes feminisme handler ikke bare om at promovere girl-power, men om at afmystificere og ‘af-skamme’ kvindens seksualitet og ideen om, at der skal en mand til at forløse den.

De feministiske, sexpositive tekster og billeder er bestemt til stede på ‘Blue Lips’. Næsten i højere grad end på forgængeren ’Lady Wood’. De serveres bare ikke i den stramme, selvsikre og virkelig catchy musikalske indpakning, som var det tiltalende ved ‘Lady Wood’. Man savner numre som ‘Cool Girl’, ‘Influence’ og ‘True Disaster’, der alle var stramt skårede, in your face-bangers.

Det virker som om, det sangskrivningsmæssige håndværk har stået lidt på standby til fordel for de feministiske visioner – som er ekstremt vigtige! Men hvor ville det have være skønt, hvis Tove Los produktioner var lige så interessante og grænsesøgende som hendes tekster og holdninger.

---

Kort sagt:
‘Blue Lips’ kan desværre ikke leve op til den disco-influerede banger-single ‘Disco Tits’. En stor del af albummet fremstår som en lidt halvhjertet simregryde af tilfældige pop-gimmicks og neutrale melodier, selv om Tove Los progressive, feministiske tekster ellers gør hende til en vildt interessant figur i poplandskabet. Det ville have været opløftende, hvis Los popproduktioner var ligeså interessante og grænsesøgende som hendes tekster og holdninger.

Læs også: Tove Lo giver brandvarm optræden hos Jimmy Fallon – se hende spille ‘Disco Tits’