#MeToo-bevægelsen finder ikke kun sted i filmbranchen. Også i musikkens verden har der været et par mærkbare episoder, og mange musikere har valgt at udtrykke sig igennem sange. Sidste år fik vi blandt andet Keshas ballade ‘Praying’, og tidligere denne uge gav Alice Glass os den agressive ‘Cease and Desist’.
Svenske Jenny Wilson byder nu ind med sin fortælling på ‘RAPIN*’ fra det kommende album, ‘Exorcism’. Sangtitlen efterlader ikke meget til fantasien, og teksten går kun endnu mere ned i specifikke detaljer:
»Wanna sit on my couch? Ouch!
What…?
What happened after this?
He made me do these things, my mind was drifting off, drifting off«
Sangen starter som en ganske langsom, men urolig elektronisk popsang, men som fortællingen med tiden bliver mere og mere ukomfortabel, bliver instrumentationen mere intens, og til sidst er den helt verdensfjern. Musikken understøtter tekstens drama hele vejen igennem, og sangen er derfor ubehageligt let at leve sig ind i.
Det er ikke en rar sang at lytte til, men den rammer utrolig stærkt. Det samme gælder den voldsomme video.
Læs også: Jenny Wilson annoncerer nyt personligt album om overgreb – ‘Exorcism’ får premiere til CPH:DOX