Den 17. december 2017 lukkede DR for P3-programmet ‘Barometeret’, tidligere kendt som ‘Det Elektriske Barometer’. Nu byder Golden Days på en mulighed for at samles og mindes radioprogrammet, der har været med til at forme mangt en dansk radiolytters ungdom.
Arrangementet bliver afholdt af Golden Days som fjerde udgave af deres årlige arrangement betitlet Breaking Festival. Tidligere temaer til Breaking Festival har været Prince, Leonard Cohen og Mohammad Ali, og nu er rampelyset altså faldet på ‘Det Elektriske Barometer’.
Til arrangementet vil der være et live-interview med Barometerets grundlæggere, og Bo Rune Madsen fra Turbolens (og tidligere Mew) vil fortælle om, hvilken betydning programet har haft for musikere.
Efter dette vil en række af programmets værter gennem tiden i fællesskab indspille et sidste afsnit af ‘Det Elektriske Barometer’ med musik fra hele programmets levetid. Der vil i programmets ånd også blive læst lytterbreve op, og de opfordrer til, at arrangementets deltagere derfor sender deres egne lytterbreve ind.
‘Vi hylder og mindes Det Elektriske Barometer’ foregår på søndag den 28. januar i Ideal Bar. Læs mere på Facebook HER.
Læs også: P3 lancerer nye musikprogrammer i 2018 – men lukker Barometeret