Hvad er I gået efter med årets bookinger?
»På forskellige måder er det en reaktion på sidste års program. Sidste år havde to meget store, markante hovednavne i Radiohead og Frank Ocean, og vi havde et program, der var næsten 50/50 internationalt og dansk. I år har vi valgt at gå i en anderledes retning med et mere homogent line-up uden to altoverskyggende hovednavne. Der er ikke specielt langt mellem lagene i år.
Vi har bevidst skåret ned i antallet af danske navne og i stedet valgt at give en lang række internationale nye, spændende navne en chance. På den måde er programmet meget anderledes end sidste år, mens det mere minder om de plakater, man så fra os omkring 2013-14, hvor vi gik fra at være en lille, ny festival til at være en stor festival med 35.000 gæster«.
Så må årets musikprogram også have krævet en stor omlægning af budgettet?
»Ja, programmet er markant billigere end sidste år. Jeg mener, budgettet sidste år var på 35 millioner, og det er skåret ned med cirka fem millioner i år. Eftersom vi har brugt færre penge på musikken, har vi råd til at skære i vores kapacitet, så der er sat nogle tusinde færre billetter i salg. Folk vil opleve, at der kommer til at være mere luft på pladsen«.
Var det for stort et pres, at så meget afhang af Frank Ocean og Radiohead sidste år?
»De to offentliggørelser vendte op og ned på mange ting. Det var det år, vi havde flest mennesker nogensinde, men det var også det år, der blev udsolgt hurtigst. Vi oplevede en gigantisk interesse – både herhjemme og i udlandet. Så store navne ændrer hele dynamikken på pladsen.
Da Frank Ocean endelig gik på scenen på NorthSide, blev det streamet over hele verden; der blev skrevet nyhedsartikler til alle kontinenter. Det var kæmpestort, han startede sin verdensturné hos os, fordi han havde et lidt dårligt rygte, når det kom til at møde op til sine koncerter. Derfor er det rart at gå tilbage til en lidt mere normal måde at lave festival på, hvor der ikke er et eller to navne, der overskygger resten af programmet«.
Med årets program udviser I en større genremæssig diversitet end nogensinde før. Er det noget, I er gået målrettet efter?
»Jeg synes, vi er kommet i land med de ting, vi gerne ville sætte på. Det giver et program, som er markant mere dybdegående – særligt i forhold til de rigtig hårde navne og den globale musik, der er meget bredere og mere eksperimenterende. Det giver vores mest alsidige program til dato, vil jeg mene.
Samtidig er vi bevidste om, at en festivaloplevelse ikke kun er at høre ny musik. Man vil også gerne stå med vennerne og synge med på ting, man kender. Der er ingen, der gør dét bedre end de store danske navne, der bringer folk sammen og giver den store fest, der også er en vigtig del af festivalen«.
Er det sidste års succes med Thomas Helmig, der har givet jer folkeligt blod på tanden?
»Helt sikkert. Vi havde en fornemmelse af, at det ville blive en succes, men at den ramte så rent, tror jeg overraskede alle – inklusiv Thomas Helmig selv. Da vi offentliggjorde ham, fik vi nogle hårde bemærkninger fra musikpolitiet, der syntes, det var det værste, de havde oplevet. Det trumfede vi så lige, da vi satte Nik & Jay på plakaten i år, hvor folk virkelig har været efter os på de sociale medier.
Nik & Jay er et orkester, der nærmest har danmarksrekorden i pophits og i mange år har gjort det, de er bedst til: At levere på en scene og få alle til at synge med. Vi har en klokkeklar forventning om, at det ikke bare kan fungere – det kan fungere fremragende. Ellers ville vi jo ikke gøre det. Alt behøver ikke være hornbrille-indie, hvor man skal stå og klø sig selv i skægget. Der må godt være koncerter, hvor man giver gas og hygger med vennerne«.
Hvordan vil du beskrive, at jeres musikprofil har ændret sig i løbet af årene?
»Det, vi gerne ville i starten, og som folk nok forbinder med NorthSide, er en skarp indie-profil. Amerikanske og engelske guitarbands – The National, The War on Drugs, Liam Gallagher.
Med tiden er vi blevet bedre og bedre til at brede paletten ud, synes jeg. Folk blev meget overraskede, da vi begyndte at sætte hiphop på programmet for nogle år siden, hvor vi prøvede at forklare, at navne som ASAP Rocky og Jurassic 5 har en fed crossover-appel. Vi kan sagtens tillade os at sætte disse ting på – vi skal bare vælge de rigtige navne, der hverken er for undergrund eller for nyt, og som kan levere live.
I dag er vi blevet overbeviste om, at hiphop sagtens kan fungere. I år har vi det stærkeste hiphopprogram, vi nogensinde har haft. Folk gik helt amok, da vi annoncerede Tyler, The Creator. Vi har fået Earl Sweatshirt tilbage, som jo desværre meldte afbud på dagen (på NorthSide i 2015, red.) grundet madforgiftning. De to og The Internet, der er direkte koblet til Odd Future-kollektivet, har en stil, jeg føler, det danske indie-hiphoppublikum er enormt glade for«.
Ville det ikke også være umuligt for en festival, der ikke er decideret niche-bestemt, at se bort fra hiphop i dag?
»Det vil jeg mene. Hiphoppen er meget bredere accepteret nu end før i tiden. Jeg kan godt forstå folk, der er trætte af eksempelvis gangsterrap, men den anarki og opfindsomhed, der er i den nye bølge af hiphop, synes jeg er langt mere interessant«.
Mødes I stadig af kritikken om, at I ikke er den ’rockfestival’, I var til at begynde med?
»Det er en klage, vi hører hvert år: ‘Hvor er den gode rock’? Når vi så går i dialog om det, vil folk gerne høre Foo Fighters og AC/DC, men når vi siger, vi ikke har mulighed eller budget til at booke dem, har de ikke så mange andre forslag. Det er tilbageskuende, store, gamle rockting, folk gerne vil høre. De kommer ikke med lister over nye spændende rocknavne, der ville kunne smadre det hele derude. Dem, der gerne vil høre rock, vil bare høre fire-fem af de allerstørste navne, og det er svært for en festival af vores størrelse at få sådan nogle navne i land.
Men årets plakat er nok den mest rockede, vi nogensinde har leveret. Queens of the Stone Age, A Perfect Circle, Dizzy Mizz Lizzy og Liam Gallagher – og The War on Drugs og The National, som måske mere er indie. Body Count er det hårdeste navn, vi nogensinde har haft på festivalen«.
Læs også: Den gamle NorthSide er død – længe leve NorthSide 2.0
Læs også: NorthSide afslører årets fulde program – 17 nye navne på plakaten
Læs også: Med Body Count har NorthSide skaffet sig tidens mest skarpladte protestband
Læs også: Husk dem med småt: De bedste NorthSide-navne nederst på årets plakat