Super Bowls halvlegsshow er blevet indtaget af mange store stjerner gennem tiden – Paul McCartney, Bruno Mars, Michael Jackson for at nævne nogle få – og i år gik turen for anden gang til Justin Timberlake, der sidst optrådte sammen med Janet Jackson i 2004.
Det vakte naturligvis opsigt, at Justin Timberlake fik denne opgave oven på ‘Nipplegate’ i 2004, hvor Janet Jacksons højre bryst blev blottet for åben skærm.
I år var det uden Jackson, men rygterne begyndte til gengæld at svirre om et Prince-hologram – det rygte blev dog hurtigt afkræftet.
Og dog: Der var stadig en virtuel Prince-duet, dog med projektioner på et lærred, da Timberlake kastede sig over Prince-klassikeren ‘I Would Die 4 U’.
Ellers bød showet på bidder fra hele Timberlakes solokarriere, dog især med fokus på numrene fra de to første album, ‘Justified’ og ‘FutureSex/LoveSounds’. Et af højdepunkterne var dog ‘Suit & Tie’ fra ‘The 20/20 Experience’, hvor han fik en stor gæsteoptræden fra The University of Minnesota Marching Band, der gav nummeret en ny fylde.
Showet var en dansefest for alle pengene, og produktionen syntes usandsynligt storladen. Vi må også huske at takke Justin Timberlake for at holde sangene fra det nyeste album, ‘The Man of the Woods’ på et minimum – kun åbningsnummeret ‘Filthy’ dukkede op.
Se setlisten her og video forneden:
1. ‘Filthy’
2. ‘Rock Your Body’
3. ‘Señorita’
4. ‘SexyBack’
5. ‘My Love’
6. ‘Cry Me a River’
7. ‘Suit & Tie’ feat. The University of Minnesota Marching Band
8. ‘Until the End of Time’
9. ‘I Would Die 4 U’ feat. videooptagelse af Prince
10. ‘Mirrors’
11. ‘Can’t Stop the Feeling!’