1. Nilüfer Yanya ‘Thanks 4 Nothing’
Vi slog på tromme for Nilüfer Yanya i januars Breakin’ Sound, men der er ingen grund til at lade det blive ved det. Den 22-årige londoners ’Thanks 4 Nothing’ er (endnu) en underspillet pragtpræstation, hvor hendes ubesværede og kølige vokal messer om forlist kærlighed på en sparsom bund af solskoldede guitarriffs og tøffende trommespor.
2. Bad Gyal ’Blink’
Fra én Breakin’ Sound-dame til en anden, nemlig den kompromisløse Bad Gyal. Bag prædikatet gemmer sig en producer og rapper fra Barcelona ved borgerligt navn Alba Farelo, der laver en slags catalansk, futuristisk dancehall. Dancehall-zeitgeisten har efterhånden været en del iterationer igennem, men den har aldrig lydt sådan her.
3. Blood Orange ’June 12th’
I anledning af Black History Month har Dev Hynes’ Blood Orange-alias beriget os med en tandem af demoagtige numre ved navn ’Christopher & 6th’ og ’June 12th’, hvoraf særligt sidstnævntes fragmenterede r’n’b er underligt og smukt ruminerende. Ingen af sangene vil figurere på Hynes’ kommende album, der ifølge hestens egen mund var 78% færdiggjort allerede i oktober.
4. Marshall Cecil ’Beautiful World’
Den danske trio Marshall Cecil har nydt godt af både ordblomster og radioeksponering, siden de debuterede med singlen ’Going Up / Going Down’ i efteråret. Og med den intrikate ’Beautiful World’ forstår man godt hvorfor: Buddet på alternativ popmusik spænder fra bidende seriøsitet, grandiositet og glædessang til kølig melankoli. De mange lag er en fornøjelse at gå på opdagelse i.
Hør sangen på Spotify HER.
5. Westworld x Kanye West ‘Runaway’
En central del af soundtracket til ’Westworld’s første sæson var de klaverbårne covers, hvor komponist Ramin Djawadi forvandlede diverse klassikere til støvede saloon-sange. Sæson 1 kredsede om rocksange, men med sæson 2 i vente blæser der øjensynligt nye vinde. Denne uges splinternye sæson 2-trailer byder således på et cover af Kanye Wests udødelige ’Runaway’. Spillelængden er høvlet ned til en tredjedel af originalen, men det gør den ikke mindre potent.
6. Haley Heynderickx ‘Worth It’
Og nu til et helt tredje Breakin’ Sound-navn, der pudser den profetiske glorie. Spøg til side er amerikanske Haley Heynderickx meget mere end en knudret stavemåde. Singer/songwriteren drømte som lille i Oregon om at være rockstjerne som navnefællen Jimi Hendrix, men egentlig er hendes univers mere skovbrynsrustent og folkinspireret anno 60’erne og 70’erne. ’Worth It’ stammer fra debutalbummet ’I Need to Start a Garden’, der lander den 2. marts.
7. IDK feat. Denzel Curry ‘No Wave’
Så snart Denzel Curry står anført på et track, ved man, hvad der venter. IDK’s (tidligere Jay IDK) ’No Wave’ er en indædt og ildevarslende symfoni af trap-elementer og gyserpiano, der synes skræddersyet til begge artister: IDK tager sig som sædvanlig af den mere melodiske del, mens Curry flænser mikrofonen som en rabiesfrådende muskelkøter.
8. SOB X RBE ‘Carpoolin”
Bølgerne går højt for hiphop-kvartetten SOB X RBE, hvis navn ikke mindst er i høj kurs grundet deres bidrag til Kendrick Lamars dugfriske ’Black Panther: The Album’. Men Slimmy B, DaBoii, Lul G og Yhung T.O kridter også banen op under egne faner med ’Carpoolin’’: En frenetisk og dansabel Bay Area-omgang, der bugner af områdets umiskendelige bounce. Fang singlen på crewets debutalbum ’Ganging’, som udkommer den 23. februar.
9. Emil Kruse ’Helt fint’
Man kan ikke fortænke Emil Kruse i at rulle videre i samme housede rille, som han lagde for dagen med ep’erne ’Slumromantiker’ og ’I dine blå’. Nørrebro-rapperens blåøjede hverdagssprog står stadig godt til hans møre underlægning af electrosoulede synthstråler. Forskellen er bare, at Kruse på ’Helt fint’ ikke længere emulerer Soulection-lyden – han mestrer den.
Hør sangen på Spotify HER.
10. Vince Staples & Yugen Blakrock ‘Opps’
Det ene stærke track afløses af det næste på ‘Black Panther’s Kendrick Lamar-kuraterede blockbuster-soundtrack. Skal man udpege en skæring, der stikker ud, bliver det den febrilsk stampende ’Opps’: Et møde mellem Vince Staples’ dystopiske paranoia fra ’Big Fish Theory’ og marcherende trommer a la Azealia Banks’ ’212’. Finkæm vores førstehåndsindtryk af ’Black Panther: The Album’ HER.
Hør sangen på Spotify HER.