The Chainsmokers leverede smagløs EDM-fest i Royal Arena
Når man som The Chainsmokers nærmere er en dj-duo live end et reelt band, skal der leveres på nogle helt andre parametre, end hvad det gængse koncertformat fordrer – der skal være høj energi, sceneshow, attitude, og ikke mindst skal den dundrende bas være højere, end man troede var muligt.
Alle de elementer spillede for de to amerikanske drengerøve, da de indtog Royal Arena lørdag aften, hvor de fik sat gang i et EDM-orgie med absurditeter i kø: Det ene øjeblik blev der spillet et ondt ’Løvernes konge’-remix, det næste bragede 00’er-eurodance-dronningen Cascada ud af højttalerne.
Duoens musikalske og kunstneriske valg var måske ikke de mest smagfulde af slagsen, men de pulserende EDM- og dubstep-numre satte i den grad gang i publikum, der under hele koncerten sang gavmildt med på numrene og endda startede mindre moshpits under bangers som ‘Closer’ og de mange trance- og dubstep-agtige passager i koncertens sporadiske dj-seancer.
Den knap to timer lange koncert bestod af lige dele dj-passager (hvor førnævnte Cascada- og ’Lion King’-inputs indgik) og originalnumre fra The Chainsmokers’ musikkartotek. Setlisten var overvejende domineret af numre fra duoens seneste album ‘Memories… Do Not Open’ med hits som ‘Closer’, ‘Something Just Like This’ og ‘Paris’, og til disse demonstrerede forsanger Andrew Taggart en hæderlig vokalpræstation og et fast greb om sit publikum. Duoens anden halvdel Alex Pall gjorde sig mest bemærket bag keyboardet og som hypeman med udråb som »Make some fucking noise Copenhagen!«
Selv om The Chainsmokers’ karriere er bygget op omkring popsange, der forlader sig på halvdoven sangskrivning med ensformig opbygning og uopfindsomme tekster, så formåede de faktisk at løfte koncerten til noget, der var større end kvaliteten af deres musikalske materiale alene.
Men…
The Chainsmokers’ EDM-fest var også en sær vekslen mellem følsomme popsange som ‘Roses’, aggressive fuckfingre til haters som ‘You Owe Me’ og underlige selvransagelser a la ‘Sick Boy’ og slutnummeret ‘Everybody Hates Me’. Sangene fremstod ret uinteressante og uvedkommende, og særligt sidstnævnte kategori, der handler om Taggarts personlige usikkerheder, klingede utrolig hult, mens han og Pall agerede überselvsikre, forvoksede fratboys på scenen.
Endnu mere hult blev det, da duoen kastede sig ud i et absolut malplaceret cover af Kendrick Lamars ‘Humble.’ Dog med en modificeret tekst.
Lige præcis den sang blev en underlig cementering af det, som The Chainsmokers mangler: Ydmyghed og indsigt i det poplandskab, de befinder sig i. At kaste sig ud i et Kendrick Lamar-cover som en EDM-duo er at skyde kilometer over målet, og ligeledes virkede det utrolig akavet, da gruppen hen mod koncertens slutning prøvede kræfter med en The Cranberries-‘hyldest’ via et hårdtpumpet remix af ‘Zombie’. Intet ondt om EDM-genren –der er bare nogle sange, der ikke skal køres igennem den mølle. Og det burde de have vidst.
The Chainsmokers fungerede, når de holdt sig til det, de gør bedst: De skabte en kæmpe publikumsfest med smæk på pyroteknikken, fællessang og tunge bangers. Men de lidt underlige sidespring tydeliggjorde, at duoens musikalske fingerspitzgefühl og smag ligger på et ret lille sted.
Kort sagt:
De musikalske og kunstneriske valg var ikke de mest smagfulde af slagsen, da The Chainsmokers indtog Royal Arena, men de pulserende EDM- og dubstep-numre satte i den grad gang i det gavmilde publikum. The Chainsmokers formåede at løfte koncerten til noget, der var større end kvaliteten af deres musiske materiale alene, men de lidt underlige sidespring undervejs tydeliggjorde, at duoens musikalske fingerspitzgefühl og smag ligger på et ret lille sted.