‘Boo’d Up’-feberen er over os. Den 23-årige engelske sanger Ella Mai er kommet tilsyneladende ud af det blå med et fængende megahit, der kun bliver større for hver dag, der går – i denne uge er singlen kravlet op på en sjetteplads på den amerikanske Billboard-liste.
Sangen stammer fra en ep ved navn ‘Ready’, der udkom over et år inden, sangens succes så småt begyndte at eksplodere. Og det er ikke svært at forstå, hvorfor den er blevet så stor en succes til trods for, at interessen kom overraskende sent.
For det første er der det fængende omkvæd, der ganske simpelt og lettere genialt beskriver hjerteslag under forelskelse med lydord. Melodien går lige i hjertet, og det føles kun naturligt, at der ikke bliver brugt mange andre ord end »ba-dum, boo’d up / biddy-da-dum, boo’d up«.
Bløde synthtoner bliver sat over for en gribende vokal, der sjælfuldt slynger sig selv ud til lytteren. Hendes levering føles ærlig og spontan, og hele nummerets vibe er forfriskende uhøjtidelig, især sammenlignet med tidens andre store hits. Ella Mais kærlighed er ikke skæbnebetinget – det er ikke ‘God’s Plan’ eller ‘Meant to Be’, det er bare to unge mennesker, der er forelskede i hinanden.
Men er hun ikke bare et one-hit wonder?
Ella Mai har på ingen måde andre sange, der kan rivalisere den virale succes af ‘Boo’d Up’, men nu er den sang trods alt stadig i gang med at placere sig. Folk kaldte Cardi B et one-hit wonder – se hvordan det gik. Man bør nok gemme det begreb til der lige går nogle år og vi kan vurdere, om kunstneren fik etableret sig i egen ret og ikke blot på baggrund af én sang.
Så bliver spørgsmålet selvfølgelig i stedet, hvorvidt hun er i stand til at etablere sig i egen ret. Ella Mai blev opdaget af Mustard (dengang kendt under navnet DJ Mustard), der havde set hende spille covers af Fetty Wap, 2Pac og Michael Jackson på Instagram.
Siden skrev hun som en af de første kontrakt med Mustards pladeselskab 10 Summers Records, der gør rigtig meget for at promovere hende. Mustard har også sørget for at producere al hendes musik, og tilbage i 2016 resulterede dette i en feature fra Ty Dolla $ign på hendes debut-ep.
Den sang var hendes største hit inden ‘Boo’d Up’ blev stor her i år, og med nogle groovy synthflader i forgrunden er det da også en af Mustards mest lækre produktioner nogensinde – der er flotte vokalharmonier, og hun formår rent faktisk at stjæle rampelyset fra den etablerede verdensstjerne Ty Dolla $ign. Og så er nummeret også bare catchy som bare pokker.
Seriøst, du vil have mig til at lytte til Mustard-produktioner? Det er altså ikke 2014 længere…
Mustards stjerne er absolut falmet, og det er nok de færreste, der har lyst til at gå tilbage til en tid, hvor Mustards halvtropiske synthtoner, genbrugte knipselyde og evige »hey! hey!«-kor dominerede popmusikken, omend den person nok skal være derude et sted.
Den person er dog ikke Mustard. Man kan kun ganske svagt høre, at det er den samme producer, som gav os Tygas ‘Rack City’, Kid Inks ‘Show Me’ og Jeremihs ‘Don’t Tell ‘Em’. Produceren, der i kredse blev en punchline for at lave omtrent det samme beat igen og igen, har rent faktisk udviklet sig i nye, mere varierede retninger.
Ofte er hans Ella Mai-beats faktisk så langsomme, at hans vante producertag »Mustard on the beat, hoe!« mere lyder som »Mustard… on the… beat… hoe!«. I modsætning til de beats, der gjorde ham populær, lyder hans Ella Mai-beats mere som Ella Mais egen lyd, end de lyder som Mai tilsat dijonsennep.
De er tit bløde, har ofte lækre synthflader, nogle underspillede, trappede hihats, og musikken giver Mais stemme god mulighed for at komme i fokus. Det er en lyd, Mustard faktisk tidligere har arbejdet med, dengang han storhittede med Rihanna på ‘Needed Me’ fra 2016.
Rigtig meget af den intime stil fra det nummer går igen på mange af hans Ella Mai-produktioner. Deres stemmer er egentlig heller ikke så forskellige. Offentligheden har dermed allerede erklæret, at der er et marked for Ella Mais lyd.
Men har vi ikke allerede én Rihanna?
Jo, naturligvis har vi det, men ud over visse ligheder i stemmen, og det, at de begge har lavet sange med Mustard-beats, er der ikke de store ligheder.
Den største og mest tydelige forskel er i selviscenesættelsen, som også er en væsentlig årsag til, at Ella Mai er så betagende. Rihanna har størstedelen af sin karriere især været defineret af sin modenhed og sin stedfaste selvstændighed – et image der først blev indkapslet af albumtitlen ‘Good Girl Gone Bad’ i 2007, sidenhen cementeret af især ‘Unapolegetic’ og ‘Anti’.
Det er – i hvert fald lige nu og her – noget nær umuligt at forestille sig Ella Mai synge sange som ‘Bitch Better Have My Money’, ‘Work’ eller ‘S&M’. Ja, Ella Mai befinder sig nok mere i samme musikalske univers som for eksempel Khalid. Hendes blide sange er nemlig rodfæstet i hendes egne erfaringer som ung. Hendes musik taler direkte til ungdommens følelser – og dette er nok en stor del af nøglen til hendes pludselige succes.
Det er ikke et univers, der svælger sig i store, malende metaforer – derimod fokuserer hun på det impulsive og følelsesnære. Ella Mai har selv sagt, at hun har svært ved at forklare sine følelser, men at det vigtigste er, at man som lytter også kan føle det.
Okay så. Hvad skal jeg lytte til?
Ella Mai har endnu ikke udgivet et helt album, men hun har tre rigtig lovende ep’er i sit bagkatalog: 2016-udgivelserne ‘Time’ og ‘Change’ samt ‘Ready’ fra 2017. I løbet af de tre ep’er udvikler Ella Mai og Mustard sammen den stil, der ender med at definere Ella Mai i dag.
Der er lidt skår i porcelænen i løbet af de to første ep’er – Mustard er tydeligvis ikke helt villig til at lægge sine idiosynkrasier fra sig i løbet af det hele, men på ‘Ready’ står det ganske tydeligt, at Ella Mai er hovedpersonen. Hun er selv drivkraften på de ellers klassisk Mustard-lydende ‘Nobody Else’ og ‘My Way’, hvor hun bliver mere gennemtrængende med en hårdfør attitude.
Det er dog i det mere blottede udtryk, at hun for alvor kommer til sin fulde ret, hvilket hun og Mustard forhåbentlig også har lagt mærke til – hendes nyeste udgivelse er singlen ‘Naked’, der næsten bedre end ‘Boo’d Up’ viser hendes talent for den afvæbnede musik. Men som sagt er hun en ung kunstner, og hun skal ikke nødvendigvis låse sig fast i denne ene fremførelse. Forhåbentlig bliver hun og Mustard ved med at finde nye måder at udforske hendes ganske mærkbare musikalske talent.
Læs også: Hold øje med Ric Wilson: Funk-klingende disco-rap, der er »black art, not sad art«