Eminems første besøg i Danmark var en triumf
Nogle af Eminems bedste sange handler om det her. At gå ind på en scene, hvor mange allerede har afskrevet dig og overrumple dem totalt. At få dine fjender til at tabe kæben.
Okay, signatursangen ’Lose Yourself’ fra den selvbiografiske film ’8 Mile’, som Marshall Mathers sluttede koncerten på Orange Scene med, handler godt nok om at skulle rappe foran en lille pakket sal af skeptiske hiphopfanatikere.
Onsdag nat skulle han overbevise titusindvis af mennesker på den største scene i Skandinavien om, at han stadig har den. At hans nerve ikke har svigtet ham, årtier efter at han oprindelig dukkede op med flere fornærmelser og bekendelser end nogen anden rapper.
Og han gjorde det. Han rappede skarpere og stærkere, end nærmest nogen anden rapper på Orange Scene i nyere tid.
Så grunden til, at Eminems koncert på Roskilde Festival blev en skelsættende oplevelse, var ikke at han overraskede med nyt indhold eller vild attitude. Det var derimod, at han kunne reproducere ungdommens fandenivoldske energi. Hvis du troede, at den her rapper fra Detroit var blevet gammel og træt, så var han kommet for at vise dig, at du tog fejl.
Finalen med ’Lose Yourself’ var fantastisk, men allerede inden da havde han leveret ’The Way I Am’ med en intensitet, der overgik studieversionen. Han havde kørt fra ’My Name Is’ over til ’The Real Slim Shady’ og over til ’Without Me’, indtil intensiteten foran scenen gik grassat. Og han havde mindet os om, at albumsange som ’White America’ eller ’’Till I Collapse’ hører til blandt hans bedste sange.
Men det mest imponerende var måske, at nogle af karrierens værste sange triumferede. Den mekaniske ’Rap God’ var for sublimt leveret, til at nogen kunne have indvendinger, og selv hans corny stadionrap-tracks som ’Monster’ og ’Not Afraid’ havde den ønskede effekt som lightere-i-luften-sange.
Okay, der var ting, som haltede. Eminem overlod det til sin hypeman Denaun Porter at interagere med publikum, hvilket gjorde, at man aldrig fik den personlige kontakt til ham, som er grundstenen til så meget af den intense kærlighed, han er genstand for.
Samtidig er året blevet 2018, og Eminems vanvittige alter ego Slim Shady kom ikke til Roskilde. Jo, jo, han leverede de mere skøre sange (jeg kigger på dig ’Kill You’) til perfektion, men der var intet ægte uforudsigeligt ved den her koncert. Det var rutineret.
Men selvom 45-årige Marshall Mathers ikke blæste os omkuld med uforudsigelig adfærd, gjorde han det med stilsikkerhed. Han har aldrig været i landet før. Hvis det her virkelig skulle have været et generationsdefinerende øjeblik, burde han måske være kommet, da han var på sit højeste.
Men nu kom han, 19 år efter gennembruddet med ’My Name Is’, og det var utroligt, hvor stærkt de her sange stadig skar igennem luften foran Orange Scene.
Læs også: Publikums dom over Eminem på Roskilde – levede myten op til forventningerne?
Læs også: Eminem på Roskilde: Se publikums bedste Instagram-billeder og -videoer fra koncerten
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival