Gurli Octavia foldede folk-sangene ud på Roskilde Festival

Gurli Octavia foldede folk-sangene ud på Roskilde Festival
Gurli Octavia på Roskilde Festival. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

Den danske folk-sangerinde havde foretaget et klogt valg og vekslet intimiteten fra sine to ep’er til en seks mand høj live-besætning med korsangerinde, trommer, klaver, guitar og bas.

Soveværelsessangene lod sig ofte transformere til store levende væsener, hvor der noget overraskende blev plads til blandt andet guitarsoli og fabulerende trommespil – dog altid med respekt for sangenes grundfølelse. Gurli og band var ikke bange for at bruge stilheden, på trods af de mange strenge, der pludselig var at spille på. Det resulterede i et behageligt varieret udtryk igennem koncerten.

Gurli selv imponerede specielt med sin bevidsthed om egen stemme. Både hæs ømhed og kraftfulde udbrud blev doseret perfekt og fik sangene til at leve.

Det var umådeligt svært at være i tvivl om, at bandet nød at stå på scenen. De udstrålede en kollektiv smittende glæde over at spille musik sammen.

Setlistens sange og lyrik var dog af svingende kvalitet. Ikke alle melodier var lige interessante, og Gurli Octavia har stadig rum til at forbedre sig som lyriker. Kan hun fremover holde niveauet fra ’You Lay Low’ og ’Winter Arrived’, synes fremtiden dog lys for folk-talentet.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Gurli Octavia. Koncert. Roskilde Festival, Rising.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af