Jada på Roskilde Festival: Danmarks største nye popvokal viste sit værd

Jada på Roskilde Festival: Danmarks største nye popvokal viste sit værd
Jada på Roskilde Festival. (Foto: Oliver Klitgård Larsen/Soundvenue)

Årtusindeskiftets glitrende popfigurer skinner igennem i tidens popmusik som små similisten. Du kan fange et glimt af dem et sted blandt tropiske synths og heftig EDM – og så kan du fange dem i deres reneste, fineste form hos Jada.

Den danske sangerinde dyrker poppens mest rendyrkede æstetik med blændende overbevisning. Med følsomme popballader som ’Keep Cool’ og ’Sure’ udtrykker hun lige så meget styrke som smerte, og begge dele blev leveret til perfektion, da hun åbnede Countdown-scenen.

Jada levede fra første frasering op til den hype, der har summet om ørerne på hende de seneste måneder. Hendes vokal er nemlig hands down den største, mest lovende på den danske popscene lige nu, og den gik fejlfrit og overvældende stilsikkert igennem, mens korpigerne i baggrunden assisterede med synkrondans og fingerknips.

Jadas overbevisende måde at skrive inderlig smerte og tunge følelser ind i florlette, dansefordrende popkompositioner minder mig om Robyn, der excellerer i netop dette på kuldegysfremkaldende facon på klassikere som ’Dancing on My Own’ og ’With Every Heartbeat’.

Og Jada leverede rent faktisk en underspillet coverversion af sidstnævnte, som fungerede formidabelt: Overbevisende inderlighed, oprigtig følsomhed og pulserende popproduktioner. At hun så oven i (cowboy-)hatten følte sig selv, setuppet og hele seancen så meget uden på noget tidspunkt at miste følingen med sit publikum, cementerede blot, at hun går en stjerneklar karriere i møde.

Læs også: Roskilde Festival: Publikums must see-koncerter

Jada. Koncert. Roskilde Festival, Countdown.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af