Den nye festival Journey afslører fuldt program og tidsplan

Den nye festival Journey afslører fuldt program og tidsplan
Jimothy Lacoste. (Foto: Oscar Greyeckel)

Den 29. september løber den nye festival Journey af stablen i Den Grå Hal på Christiania. Nu har folkene bag endagsfestivalen, musikagenturet smash!bang!pow!, løftet sløret for programmets sidste fire kunstnere. Og i tråd med de første fire annonceringer, er det igen en broget, men pirrende potent flok.

Iceage får, som det ellers hidtil eneste danske navn, nationalt følgeskab af Yangze, som vi i januar havde på vores Breakin’ Sound 2018-liste, og CTM, den danske sanger, sangskriver og cellist Cæcilie Trier.

Også de to briter Lauren Auder og Jimothy Lacoste slutter sig til programmet, og sammen med allerede annoncerede Nilüfer Yanya og Octavian fuldender de dermed en aldeles interessant kvartet af unge briter. Den blot 19-årige Lauren Auder er signet til True Panther Sounds, som også huser King Krule, og udgav tidligere i år ‘Who Carry’s You’, en intens og mørk pop-ep. Anderledes afdæmpet er udtrykket hos Jimothy Lacoste, som gør en dyd ud af hverdagens herligheder. Hør bare hans hyldest til Londons metro-system.

Med undtagelse af Iceage, som er tildelt et 45 minutters spillerum, vil de resterende kunstnere få hver en halv time at gøre godt med.

Tidsplan:
17.00 Dørene åbner
18.30 Yangze
19.30 CTM
20.30 Nilüfer Yanya
21.30 Lauren Auder
22.30 Sassy 009
23.30 Iceage
00.45 Jimothy Lacoste
01.30 Octavian

Journey
29. september
Den Grå Hal
Billetpris: 230 kr.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af