Der var lige ‘My Little Pony’-singlen ‘Off to See the World’, men ellers er den nye ‘Love Someone’ Lukas Grahams første single siden deres ‘blå’ album, som takket være blandt andet ‘7 Years’ gjorde Lukas Forchhammer og vennerne til internationale stjerner.
‘Love Someone’ er første single fra gruppens kommende tredje album, som bliver flittigt teaset på de sociale medier, men endnu ikke har nogen officiel udgivelsesdato.
Her er tale om en hyldest til kærligheden; til kæresten, til vennerne og i den grad til Forchhammers datter, som blev født i 2016.
»Sangen udspringer primært af den nye følelse, jeg føler, efter at være blevet far. For jeg kan godt blive bange – bange for at miste dem, jeg har allermest kært. Den handler derfor for mig om at vågne op om morgenen og føle sig som det lykkeligste og heldigste menneske, fordi man har, dem man har«, siger Forchhammer i en pressemeddelelse.