Svenske Seinabo Sey leverer et fortræffeligt soulalbum med ‘I’m a Dream’

Svenske Seinabo Sey leverer et fortræffeligt soulalbum med ‘I’m a Dream’
Seinabo Sey. (Foto: Märta Thisner)

Den svenske soulsanger Seinabo Sey fik tilbage i 2015 et mærkbart gennembrud med albummet ‘Pretend’, hvorfra ‘Hard Time’ og Kygo-remixet af ‘Younger’ blev pæne radiohits. I stedet for øjeblikkeligt at kapitalisere på albummets succes, har hun ventet tre år med at udgive en efterfølger.

I marts vendte hun så tilbage med ‘I Owe You Nothing’, førstesinglen fra dette hendes andet album. Det er en dyster, kraftfuld soulsang, der i retrospekt kunne lyde som en Kids See Ghosts-produktion, sådan som den smukt blander trap- og gospelindflydelser. Dertil er Sey selv en kommanderende force på nummeret, hvor hun med små, kontrollerede knæk i stemmen markerer sin dominans.

I hovedreglen er resten af ‘I’m a Dream’ ingenlunde nær så grumt i lyden, men førstesinglen varslede alligevel albummet rigtig godt, idet de soniske landskaber i løbet af størstedelen af spilletiden er både komplekse og forførende.

Allerede fra åbningsnummeret ‘Breathe’ hiver hun fat i noget så eklektisk som et strygerensemble, og sammen med et dygtigt gospelkor og et underspillet klaver skaber Sey og strygerne mange harmonisk højtragende øjeblikke.

Meget vovet bliver ‘Breathe’ fulgt op af sin absolutte antitese. Singlen ‘Good in You’ er en hiphopinspireret banger af højeste kaliber, og dermed er begge ender af albummets spektrum etableret. Nummeret måtte gerne have været foruden de DJ Mustard-lydende »hey! hey!«-backingvokaler, men heldigvis er det en så gennemarbejdet, inficerende sang, at den sagtens kan holde til det.

Ud over ‘Good In You’ er der dog ikke særlig mange steder, hvor Sey lyder som om, hun jager endnu et hit. Det klæder hende at være blevet mere eventyrlysten, som blandt andet på den skrøbelige Jacob Banks-duet ‘Remember Me’, der ender i et bragende refræn af nervøsitet og desperation. Et af de få andre numre end ‘Good in You’, der lyder som skabt til radioen, er ‘I Love You’. Til trods for sin fængende melodi og et par kreative produktionsvalg er sangen dog i sin grundvold bygget op af klicheer, helt ned til omkvædet, der går »If you love somebody, set them free«. Det ender desværre med at lyde som fyld til P4’s sendeflader.

Seinabo Seys stemme lyder ellers fremragende i løbet af hele albummet. Ikke alene får produktionen hende til at lyde meget nærværende, men hun mestrer adskillige stemninger – længselsfuld på ‘Never Get Used To’, sensuel på ‘My Eye’ og tvivlende på ‘Truth’.

De helt store vokale øjeblikke får vi dog altid, når hun trækker på sin gospelinspiration og har et kor, hun kan harmonisere med. På ‘Breathe’, ‘Hold Me As I Land’ og ‘I Owe You Nothing’ går de forhold, hun på overfladen synger om, over til at lyde som spirituelle oplevelser.

På debutalbummet fik Sey indfriet sit hitpotentiale, men på ‘I’m a Dream’ har hun indfriet sit kunstneriske potentiale. Albummet er fyldt med stærke soulskæringer i mange forskellige støbninger, og hendes soniske palette er mere fascinerende end nogensinde før.


Kort sagt:
Seinabo Seys stemme lyder om muligt endnu bedre end på debuten, og ambitionsniveauet for sangskrivningen såvel som produktionen er blevet løftet gevaldigt – og de høje ambitioner bliver faktisk indfriet på denne imponerende samling sange.

Seinabo Sey. 'I'm a Dream'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af