I går kunne vi berette, at Tekashi 6ix9ine søndag aften blev arresteret i New York. Rapperens anholdelse skete på baggrund af forskellige sigtelser involverende våbenbesiddelse og såkaldt racketeering (på dansk: ’gangstervirksomhed’) i forbindelse med 6ix9ines involvering i banden Nine Trey Bloods.
Nu har Rolling Stone delt yderligere informationer omkring sigtelserne, der inkluderer bevæbnet røveri, involvering i skyderier, mordkonspirationer og narkodistribution (heriblandt salg af heroin, fentanyl, MDMA og marijuana). Sigtelser, der ifølge anklagerne alt i alt vil give 6ix9ine mindst 32 års fængsel – eller helt op til livstid.
Sigtelserne er ifølge anklagerne resultatet af fem års efterforskning af rapperens banderelaterede virke. Ifølge 6ix9ines egen advokat, Lance Lazzaro, har rapperen ”kun” været involveret med Bloods det seneste år, da flere af medlemmerne blev hyret ind i 6ix9ines management-kreds. I sidste uge fyrede 6ix9ine de givne medarbejdere, heriblandt sin tidligere manager og tre øvrige kolleger, der ligeledes alle fire blev anholdt søndag aften – under samme anklager som 6ix9ine.
6ix9ines advokat forsøgte at få sin klient prøveløsladt mod mere end én million dollars i kaution, husarrest samt udlevering af rapperens pas, men dommeren afviste anmodningen. Det ventes ifølge Rolling Stone, at 6ix9ines advokat vil forsøge at anke arresten, der blev foretaget i samarbejde mellem U.S. Attorney’s Office, Homeland Security og New Yorks politi.
I sidste måned blev 6ix9ine desuden idømt fire års prøvetid og 1000 timers samfundstjeneste i sagen om at have uploadet videoer af seksuelt samvær med en mindeårig.
Læs også: 6ix9ine idømt fire års prøvetid for krænkelse – hans livvagt skudt få timer efter