Jeg har aldrig set nogen skabe så meget kaos, som Jpegmafia gjorde på Loppen

Jeg har aldrig set nogen skabe så meget kaos, som Jpegmafia gjorde på Loppen

Det er ikke fordi, Jpegmafia er en helt anden artist live end på plade. Det er mere som om, sangene smider deres lænker og går totalt amok.

Jpegmafia-sangene i studieversioner er som Bruce Banner. Kloge, avancerede, sofistikererede. Men live bliver de til Hulken: De river deres egen skjorte i stumper og stykker og stormer afsted.

Sådan føltes det i hvert fald den her onsdag aften, hvor den Baltimore-baserede rappers noise-rap tæppebombede et udsolgt Loppen.

Sange som ’Thug Tears’ og Denzel Curry-samarbejdet ’Vengeance Vengeance’ blev til punkede energiudladninger, hvor Jpegmafia stod helt tæt på de hyperenergiske og ret unge koncertgæster. Peggy, som rapperen altså kærligt bliver kaldt, stod millimeter fra publikum og råbte som en besat dommedagspræst foran en ekstatisk menneskemængde. Men det imponerende var, at nuancerne i musikken faktisk ikke gik tabt. Det var mere som om de fik en anden funktion live.

Vokalsamplet af Ol’ Dirty Bastard i ’Real Nega’ pirrede publikum til nye niveauer af galskab, og de uhyggelige, skingre vokalsamples på afslutteren ’Baby ’Im Bleeding’’ trådte også tydeligt frem. Den skrøbelige spilledåse-lyd i ‘I Cannot Fucking Wait Until Morrissey Dies’ blev til en uhyggelig underliggende melodi på nærmest ‘Eksorcisten’-agtig vis.

Og så var Jpegmafia, i modsætning til mange andre rappere, der dyrker en mere rowdy live-stil, god til at huske sin egen vokal. Vi fik faktisk endda nogle a cappella-linjer, der nærmest mindede lidt om et poetry slam.

Eller ja, han huskede oftest sin vokal. For tit var han også på skovtur i publikum. Han dukkede op i alle hjørner af Loppen, hvilket var med til at give koncerten samme uforudsigelige, destabiliserende effekt som hans musik.

Rapperen løb rundt i shorts, bar overkrop, bandana og hoppede det ene sekund op på en persons skuldre for det næste at bane sig Moses-agtig vej midt gennem publikum. Loppen var som sagt udsolgt, og spillestedet har sjældent føltes så tætpakket som den her aften. Alle stod sammenmast, og fordi der er så lavt til loftet, føltes det nærmest klaustrofobisk, da alle hoppede i takt – på en god måde!

Når Jpegmafia ikke lige løb manisk rundt på scenen eller besøgte de forskellige afkroge af spillestedet på Christiania, holdt han nogle ret geniale monologer på scenen. Der var den obligatoriske »fuck Donald Trump«-fællessang, en kort monolog om hashen på Christiania, og så tilbød han at sutte pik, hvis nogen bare gad at tænde for noget aircondition i det exceptionelt varme spillested. Hertil fyrede rapperen en masse vand ud over publikum og lød helt glad, da han udbrød »nu er jeg en rigtig rapper!«

Mod slutningen var det som om, energien løb en lille smule tør i det ellers ekstremt entusiastiske publikum. Jpegmafia bad også om en stol, så han kunne sidde lidt ned – han så tydeligt forpustet ud. Men det gjorde egentlig ikke noget. Alle havde tydeligvis givet alt, de havde.


Kort sagt:
Jpegmafia forvandlede sine avancerede sangkonstruktioner til aggressive energiudladninger på Loppen. Han løb rundt i publikum med bar overkrop og shorts og skabte et gigantisk kaos. Samtidig mistede musikken ikke sine nuancer, og rapperens vokal var overraskende stærk. Det var ét stort, smukt kaos.

Læs også: Jpegmafias smadrede internethiphop blander alt fra Ol’ Dirty Bastard til Britney Spears

Jpegmafia. Koncert. Loppen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af