Thom Yorke har i sin debut som filmkomponist præsteret en fantastisk flot score til Luca Gudagninos remake af horrorklassikeren ‘Suspiria’. Og netop som debuterende filmkomponist kunne man godt fristes til at tro, at Yorke har modtaget kompetent hjælp fra Radiohead-kollega Jonny Greenwood, som selv står bag en række imponerende scores.
»Hvis jeg skal være ærlig, så var jeg en smule jaloux (på Greenwoods filmscores), og jeg følte ikke, at jeg kunne gøre det, så jeg prøvede aldrig«, siger Yorke i et interview med DJ Phil Taggart på BBC Radio 1.
»Jonny er bare så langt foran. Han forstår orkestrering, han kan læse musik, han har studeret det hele. Altså, han studerer filmscores. I forbindelse med Paul Thomas Andersons seneste film (‘Phantom Thread’, 2017) rejste han væk og læste alle scores fra datidens komponister. Det komme ikke til at ske for mig, for jeg kan ikke læse musik«, siger Yorke om Greenwood, som også står bag musikken i tre andre Paul Thomas Anderson-sværvægtere, ‘There Will Be Blood’, ‘The Master’ og ‘Inherent Vice’.
I forbindelse med BBC-besøget satte Yorke sig også bag klaveret og spillede den nye ‘Suspirium’ samt en uptempo-udgave af ‘Everything Is In Its Right Place’ fra 2000-klassikeren ‘Kid A’.