Radiohead-frontmand Thom Yorke spreder uhygge med alsidigt horror-soundtrack
Blandt filmhistoriens mest effektive og mindeværdige musikalske følgesvende hører soundtracks til gyserfilm. For de fleste er Alfred Hitchcocks ‘Psycho’ nærmest identisk med Bernard Herrmanns flænsende violintema, ligesom mange vel ser hajfinnen skære gennem vandspejlet simultant med John Williams’ ildevarslende tema i Spielbergs ‘Jaws’.
Nu har Thom Yorke så kastet sig over filmscore-genren i forbindelse med Luca Guadagninos aktuelle remake af landsmanden Dario Argentos gyserklassiker ‘Suspiria’ fra 1977.
Med en spilletid på knap halvanden time kommer Radiohead-frontmanden vidt omkring i stemninger og udtryk. Soundtracket bevæger sig gennem ambiente klange, klassiske kompositioner og konventionelle sange, som viser, at Yorke har en sikker forståelse for filmscorets mekanismer og effektfulde elementer.
Tro mod filmens horrortone er soundtracket sine steder således særdeles uhyggeligt at lægge ører til. ‘A Storm That Took Everything’, ‘The Room of Compartments’ og ‘Voiceless Terror’ svæver som forvredne gespenster langs en elektronisk klangbund, ligesom ‘The Hooks’ anvender urovækkende reallyde, alt imens London Contemporary Orchestra smyger velplacerede orkestrale dryp omkring rædslerne.
Yorke er heller ikke bleg for at høste inspiration fra filmmusikkens andre store mestre. Ligesom både Györky Ligeti i ‘2001: A Space Odyssey’ og Jerry Goldsmith i ‘The Omen’, gør ‘Suspiria’-soundtracket brug af messende requiem-kor til at fremmane forskellige stemninger. De dybe herrerøster på ‘Sabbath Incantation’ hidkalder kuldegysninger og en krybende følelse af rædsel, hvorimod kvindekoret i ‘The Conjuring of Anke’ udtrykker både sørgmodighed, længsel og eftertænksomhed.
Det er egentligt ret tankevækkende, hvilket emotionelt spektrum menneskelige stemmer alene kan dække, når de er placeret i den rette kontekst.
Det klæder også albummet, når Yorke betræder anderledes velkendt terræn på konkrete melodier, der anvender samme struktur, man finder i Radiohead-diskografien. Med dansende klaverstrofer og elegant strygerakkompagnement kunne ‘Suspirium’ og ‘Unmade’ snildt have fundet vej til ‘A Moon Shaped Pool’, ligesom ‘Has Ended’s sitar-klingende droneflader og organiske trommer lægger et tværsnit mellem ‘Amnesiac’ og ‘Hail to the Thief’.
Det er dog ikke alt på ‘Suspiria’, som fungerer. Den 14 minutter lange ‘A Choir of One’ flyder fuldkomment statisk på et blikstille ocean af ambiente klange, mens de formløse collager ‘A Light Green’ og ‘Synthesizer Speaks’ synes redundante og har en tvivlsom berettigelse isoleret fra, hvor de må indgå i filmens narrative struktur.
Men når det så lykkes, lykkes det til gengæld også forbavsende godt. Med sin genremæssige spændvidde og Yorkes vanlige sans for at skabe stemningsrige musikalske rum og indtagende melodier, løftes ‘Suspiria’ til mere end bare et filmsoundtrack og etablerer albummet som et værk i sin egen ret.
Kort sagt:
På sin debut som filmkomponist har Radiohead-frontmanden skabt et alsidigt musikalsk værk, der både anvender genrens klassiske virkemidler med orkestrale kompositioner og korværker, ligesom der effektivt spredes skræk og rædsel med elektroniske klangflader og fremkaldes smukke momenter med indtagende melodier.
Læs også: Soundvenue Forpremiere: Se horroreksplosionen ’Suspiria’ ved første visning i Danmark