VENEDIG. Luca Guadagninos remake af gyserklassikeren ’Suspiria’ fra 1977 får originalen til at ligne en traditionel gyserfilm, og det siger ikke så lidt, for indtil nu er Dario Argentos hovedværk blevet betragtet som alt andet.
’Call Me by Your Name’-instruktørens filmatisering kvalificerer sig faktisk dårligt nok til betegnelsen »remake«. Ser man bort fra titlen og grundpræmissen om en aspirerende danserinde, der flytter ind på en verdenskendt tysk danseskole i 1970’erne og begynder at mistænke, at stedet forvaltes af hekse, bærer filmene ikke de store lighedstræk.
Guadagnino tager grundskelettet og hæver det til en creepy dæmon, der kommer til sin ret, fordi den insisterende går nye veje i hver eneste scene. Den forheksende grundstemning, som ulmer i filmen, der glimtvis går all in på gore, er dog helt i Argentos ånd.
Dakota Johnson lægger for alvor ’Fifty Shades’-filmene bag sig med sit andet samarbejde med Guadagnino efter Hollywood-thrilleren ’A Bigger Splash’. Hun spiller hovedrollen Susie Bannion, der tager fra Ohio til Vestberlin for at aflægge audition på den legendariske danseskole, som bestyres af mesteren Madame Blanc (en fremragende Tilda Swinton).
Modsat originalfilmen ligger skolen centralt i Berlins hjemsøgende gader, mens filmen nærmest udelukkende befolkes af kvinder. Der er kun en enkelt mand med, foruden bittesmå statistroller, og han spilles tilfældigvis også af sværvægteren Swinton, der er næsten uigenkendelig med lag på lag af makeup i rollen som en henved 70 år gammel psykolog.
Eller rettere: Det tror jeg i hvert fald, for på trods af flere journalisters indædte forsøg på at få Swinton eller Guadagnino til at bekræfte, står den komplet ukendte skuespiller Lutz Ebersdorf stadig krediteret på rollelisten. Øjnene, stemmen og bevægelserne ligner dog umiskendeligt Swintons, selvom hun maskerer dem glimrende. Og så er der også de mange overbevisende tegn på, at Ebersdorf ikke eksisterer. Det er et af mange mysterier, som Guadagnino snedigt skjuler for øjnene af os i ’Suspiria’.
Den italienske filmskaber dyrker den kropslighed og sanselighed, der er et af hans varemærker som instruktør. Dansen spiller en langt vigtigere rollen end Argentos film, der i højere grad dyrkede en voldsomt ekspressiv farvepalet og scenografi. Hos Guadagnino ligger fokusset på kroppen og de små detaljer. Hver eneste bevægelse er vigtig, nøje koreograferet af Damien Jalet og sat til musik af Radiohead-forsangeren Thom Yorke, der debuterer som filmkomponist med et fremragende score. Tag bare den allerede omtalte scene, hvor Dakota Johnson fremfører en forhekset dans, som får voldsomme konsekvenser for en af hendes meddansere, der bliver maltrakteret af hver en bevægelse.
Det er dog langt fra det vildeste, auteuren har at byde os. Filmens opofrelse af simple svar kommer uden tvivl til at dele vandene. På den måde minder ’Suspiria’ om en af sidste års film på festivalen i Venedig, nemlig Darren Aronofskys kontroversielle ’Mother’. Ligesom denne stikker ’Suspiria’s sitrende uro helt af i et tredje akt, som sarte sjæle vil få galt i halsen, selvom Guadagnino styrer løjerne noget mere kontrolleret end Aronofsky.
Der er ingen tvivl om, at Luca Guadagnino er ved at cementere sig som en af tidens største auteurs med to vidt forskellige hovedværker.
Læs også: Venedig-highlight dag 1: Damien Chazelles rumfilm ’First Man’ er en teknisk triumf