1. ’The Favourite’ er vittig, velspillet og uden sammenligning
Yorgos Lanthimos’ gale filmuniverser har aldrig været sjovere end i ’The Favourite’, der netop har haft verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. Emma Stone, Rachel Weisz og Olivia Colman spiller hovedrollerne i den pompøse periodefilm, der vel nok er det tætteste, man kan komme på mainstream Hollywood, når man hedder Lanthimos til efternavn.
’The Favourite’ er den første film fra manden bag ‘Dogtooth’, ‘The Lobster’ og ‘Killing of a Sacred Deer’, han ikke også selv har skrevet, og det kan man godt mærke. For selvom den potentielle Oscar-kandidat er både flot, velspillet og vittig, så er den ikke lige så overdrevet som instruktørens tidligere film, der har taget alting til yderpunktet – og så skridtet videre.
Men en lille nedtoning var givetvis, hvad der skulle til for virkelig at bringe Lanthimos i spil i Oscar-ræset – de første anmeldelser storroser filmen, mens selv auteurens kritikere er blevet overbevist om hans evner.
Filmen udspiller sig i starten af 1700-tallet i et stort engelsk slot, hvor Lady Sarah (Weisz) ufortrødent fjernstyrer landet gennem en langvarig krig i Frankrig, som mestendels er sat i gang ud fra den adelige frues egne interesser. Hendes værktøj er den skøre dronning Anne (Colman), som hun har forført og gjort til personlig marionetdukke. Men da Sarahs for længst glemte kusine Abigail (Stone) ankommer til slottet og lurer slægtningens slet skjulte skyggespil, må de to magtliderlige kvinder kæmpe om pladsen som dronningens favorit.
Som altid med Lanthimos er alt skævt og tragisk, men ’The Favourite’ dyrker velskrevet dialog og humor endnu mere end nogle af instruktørens andre film. Cock, cunt og andre svinere fyger om ørerne på de tre ladys, som presser hinanden i deres forstyrrede magtkamp om kongeriget, der gerne måtte være gået et skridt eller to længere.
De tre skuespillere rammer dog den komiske timing lige i øjet med glimrende præstationer, der er langt mindre deadpan, end grækeren har for vane. Særligt Olivia Colman stråler som dronningen, hvis utilregnelige galskab aldrig bliver for meget af det gode. Det er forfriskende med en periodefilm, hvor kvinderne har bukserne på og ikke tøver et sekund med at slå fra sig, hvis det kan hjælpe dem til mere magt.
Til tider føles det, som om filmen fortaber sig i sine egne gags, der dækker over historiens enkelte sprækker, men helhedsindtrykket er bestemt positivt: ’The Favourite’ er helt sin egen og tilføjer nye lag til den klassiske genre.
2. Alfonso Cuaróns ‘Roma’ er en tidlig favorit til Guldløven
Alfonso Cuarón går sine egne veje. Fem år efter han vandt en Oscar som instruktør på ’Gravity’, har han forladt Hollywood til fordel for en autobiografisk film om livet i Mexico City i starten af 1970’erne – tilmed i sort hvid og uden en eneste kendt skuespiller på rollelisten.
Det er i sig selv et radikalt move for mesterinstruktøren. Da jeg mødte ham til interview her i Venedig, fortalte han, at han stort set kunne vælge og vrage sine projekter efter Oscar-ræset, men at det skulle være ’Roma’.
Cuarón har både instrueret, fotograferet, klippet, skrevet og produceret filmen, som han kalder sin mest personlige til dato, da den bygger på hans egne barndomsminder. Og den slår fast, at mexicaneren behersker filmmediet som få andre.
Vi følger landsbypigen Cleo (den glimrende debutant Yalitza Aparicio), der arbejder som stuepige for gringa’en Sofia (Marina de Tavira) og hendes familie bestående af fire børn. Den ordinære middelklassefamilie begynder at smuldre, da ægtemanden forlader dem til fordel for sin elsker. Og da Cleo samtidig bliver forladt af sin første flirt og finder ud af, at hun er blevet gravid, ser det for alvor sort ud.
Vi følger konflikten på objektiv afstand, mens de to kvinder finder hinanden på trods af gabende klasseforskelle. Det er et hverdagsdrama helt i stil med de italienske neorealister fra 1960’erne, men det føles relevant og nutidigt. Optegningen af de to kvinder er nøjagtig den type, man ofte går og sukker efter: Præcis og nuanceret. Her er det mændene, der er statister i periferien.
Netop derfor er ’Roma’ en tidlig favorit til Guldløven, for den rammer tidsånden og industriens skærpede opmærksomhed på helstøbte kvindeportrætteringer. Men hvis den vinder, er det selvfølgelig ikke kun af politiske årsager: Filmen er så ren i sin tone, at flere kritikere allerede har udpeget den som Cuaróns bedste nogensinde.
Det, der virkelig imponerer, er Cuaróns øje for detalje. Der er kredset om samtlige lyde, og kameraindstillingerne er nøje koreograferet, så lange scener kan samles i ét enkelt skud. Filmens klimaks illustrerer, hvordan instruktøren formår at skabe spænding med utroligt få virkemidler, mens han samtidig dykker dybt ned i sit lands og sin families fortid.
Det helt store samtaleemne under festivalens første dage har derfor også været, hvorfor i al verden mesterinstruktøren er gået med til at udgive filmen gennem Netflix – for de smukke billeder skudt på 65mm fortjener virkelig at blive set på det store lærred med akkompagnerende Dolby Atmos-lyd.
Da vi mødte Cuarón, var instruktøren dog helt afklaret med filmens Netflix-skæbne. For som han sagde: »Selv hvis filmen blev vist i biograferne, ville resten af dens liv jo stadig være på hjemmevideo. De fleste store filmmesterværker har jeg aldrig set på et lærred, og jeg elsker dem stadig. Hvornår har I selv sidst set en Antonioni-film i biografen?«.
‘Roma’ får én biografvisning i Danmark – som afslutningsfilm på CPH PIX-festivalen. Det er endnu uvist, hvornår den får premiere på Netflix.
Læs også: Venedig-highlight dag 1: Damien Chazelles rumfilm ’First Man’ er en teknisk triumf