VENEDIG. Var man stadig i tvivl efter at have set ’Whiplash’ eller slutscenen i ’La La Land’, slår ’First Man’ fast, at Damien Chazelle er en mester ud i suspense.
Allerede fra første scene i filmen, der i går aftes fik verdenspremiere på Venedig-festivalen, sad jeg med gåsehud, da Neil Armstrong (Ryan Gosling) febrilsk prøver at tvinge sit fly tilbage mod jorden, inden han mister kontakten med atmosfæren og glider ud i det uendelige tomrum foran cockpittet under en øvelse i 1961.
Når ’First Man’ er bedst, sidder man på kanten af sædet og gisper over, om Armstrong og hans medastronauter klarer skærene under de mange øvelser i opløbet til månelandingen i 1969. Hvilket i sig selv er en imponerende bedrift, taget i betragtning af at alle kender historiens udfald. Når filmen rammer skævt, sidder man og længes efter næste rum-mission, mens man undrer sig over, hvordan i al verden Janet Armstrong (Claire Foy) nogensinde faldt for dødbideren Neil. Der er heldigvis ikke langt mellem raketturene.
Et prisværdigt sats
Vi møder ægteparret i 1962, hvor de mister deres datter til en hjernesvulst. Neil håndterer sorgen ved at lukke sig inde i sig selv og lede efter et nyt job som astronaut hos NASA. Den store tragedie får aldrig lov til at udspille sig, for Armstrong nægter at tale om datteren, mens han i stedet sætter ud på en syv år lang kamp for at blive første mand på månen, som vi følger nogenlunde slavisk gennem de vigtigste nedslag.
Damien Chazelle er fast besluttet på at udfordre studiefilmens rammer ved aldrig nogensinde at dyrke den patriotisme, man ellers kunne have forventet i skildringen af den historiske bedrift. Neil Armstrong bliver aldrig til en forsimplet amerikansk helt, men en gådefuld og indelukket hovedkarakter, vi aldrig helt forstår. Det er et prisværdigt sats, også selvom det ikke altid føles lige vellykket.
Nøglen til Armstrongs determination og ihærdige slid i kapløbet med sovjetterne skal findes i hans tab, men det virker som en forsimplet motivation. Samtidig bliver vi heller aldrig kloge på, hvorfor Janet giver sin mand lov til at tilsidesætte deres to sønner og hende selv i sin sorg. Hun støtter mandens månedrøm hele vejen – selv når hans astronautkollegaer omkommer i simulationsøvelser og den forfærdelige ildebrand på Apollo 1 – mens han knap nok skæver i hendes retning. Den kompleksitet savner opmærksomhed, mens birollepræstationerne fra blandt andre Kyle Chandler og Jason Clarke godt kunne have fortjent mere plads.
Stiv i betrækket
Det er dog ikke vanskeligt at bære over med den lidt flade skildring af Armstrongs privatliv, når ’First Man’ dyrker sit fokus på Armstrongs månemission. Man kunne blot have ønsket, at filmens 60-40-fordeling mellem NASA og privatlivet var vægtet en smule anderledes.
Man kan ikke tage noget fra Chazelles tekniske triumf, der for alvor kommer til sin ret i de hæsblæsende raket-scener, hvor man virkelig får en fornemmelse for lavteknologien og lappeløsningerne, som banede vejen til månen. Det er flot filmet af instruktørens faste fotograf Linus Sandgren og klippet skarpt og medrivende af hans ligeledes faste klipper Tom Cross.
Filmen er selvskrevet til de filmtekniske Oscar-kategorier, og allerede nu har den internationale presse prist Chazelle og Goslings andet samarbejde. Spørgsmålet er, om Armstrong-karakteren ikke er en anelse for stiv i betrækket til at score Gosling en hovedrolle-nominering, mens Claire Foys (for) afmålte skærmtid taler mod en nominering for hendes ellers glimrende spil. Chazelle kunne meget vel få et instruktør-nik igen, kun to år efter ‘La La Land’ gjorde ham til historiens yngste modtager af prisen for bedste instruktion.