1. Er verdens ældste filmfestival blevet verdens vigtigste?
Det er spørgsmålet, som den internationale filmbranche har stillet, efter det imponerende program for årets Venedig Film Festival blev offentliggjort i slutningen af juli måned. Igen i år er det nemlig lykkedes den norditalienske festival, der er verdens ældste, at tiltrække en lang række af årets mest ventede film, som utvivlsomt kommer til at gøre sig gældende i den kommende prissæson og meget vel kan komme til at dominere toplisterne ved udgangen af året.
Det drejer sig blandt andet om Damien Chazelles spændingsfilm om første månelanding ’First Man’, ’Call Me by Your Name’-instruktøren Luca Guadagninos hypede horror-remake ’Suspiria’, Yorgos Lanthimos’ periodefilm ’The Favourite’ med Emma Stone og Rachel Weisz, Bradley Coopers instruktørdebut ’A Star is Born’, der har skuespilleren selv og Lady Gaga i hovedrollerne, Coen-brødrenes western ’The Ballad of Buster Scruggs’, Alfonso Cuarons ’Roma’ og Jennifer Kents opfølger til ’The Babadook’, ’The Nightingale).
Dertil kommer nye film af den slags arthousesværvægtere, som Cannes lever og ånder for: Julian Schnabel (’Dykkerklokken og sommerfuglen’), Carlos Reygadas (’Stille lys’), Jacques Audiard (’Profeten’), Laszlo Nemes (’Son of Saul’), Mike Leigh (‘Hemmeligheder og løgne’) og Olivier Assayas (’Personal Shopper’).
Mens årets hovedkonkurrence i Cannes bestod af mange totalt ukendte instruktører, er Venedig-programmet et overflødighedshorn på papiret, og selvom det kan være lige så fint og væsentligt at fremhæve den uopdagede filmkunst, er det også altafgørende for en a-festival at kunne tiltrække de største navne. Cannes-ledelsen kigger utvivlsomt misundeligt mod øst i år.
2. Netflix’ opsigtsvækkende færd
En anden faktor, der har påvirket diskussionen i Venedigs favør, er, at Netflix har hele seks film på festivalen, efter streamingtjenesten nægtede at bøje sig for de franske krav om biografdistribution og dermed sagde pænt nej tak til filmfestivalen i Cannes – på trods af stor interesse fra de franske festivalarrangører.
Venedig-festivalen har foreløbigt ingen problemer med at inkludere film, der går direkte på streaming, og det har givet festivalen et vigtigt momentum i forhold til Cannes, der unægtelig får sværere ved at bryste sig af at lancere den vigtigste filmkunst, når visse titler per automatik må afskrives.
I år drejer det sig særligt om mesterinstruktøren Alfonso Cuarons førnævnte, delvist autobiografiske, mexicanske drama ’Roma’, Coen-brødrenes ligeledes førnævnte surprise-spillefilm, Paul Greengrass’ Utøya-filmatisering ’22 July’ og den legendariske ’Citizen Kane’-instruktør Orson Welles’ sidste film ’The Other Side of the Wind’.
Filmene er blandt årets vægtigste, og de tre førstnævnte emmer af Oscar-potentiale, mens den sidste er nøjagtigt den slags investering, der vækker jubel blandt cinefile verden over.
Det ser dog ikke ud til, at Netflix får lov at betræde italiensk grund uden en vis modstand. Flere italienske brancheorganer har allerede nu udtrykt modvilje mod day-and-date-distribution, som er den forretningsmodel, Netflix benytter. Det bliver spændende at følge Netflix’ færd i Venedig.
3. Fra åbningsfilm i Venedig til Oscar-sejr
I løbet af de seneste år er det blevet stadigt mere attraktivt at lancere Oscar-kampagner på de tidlige efterårsfestivaler i Venedig, Toronto, Telluride og New York. Det skyldes blandt andet, at filmene skal opretholde buzz over færre måneder, mens anmelderkorpset i Venedig også er kendt for at være mindre brutale end Cannes’ kulturelite.
Venedig er altså startskuddet, hvor de vigtigste af årets potentielle priskandidater får verdenspremiere, og det er ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt nogle af filmene vil gøre sig godt i den sammenhæng, men snarere hvilke der bliver tidlige favoritter til Oscar-statuetter.
Her kan et særligt godt pejlemærke være festivalens åbningsfilm. Det er en prestigefuld position, som i løbet af de seneste år har budt på ’La La Land’, ’Birdman’, ’Gravity’, Alexander Paynes ’Downsizing’ og den mere forglemmelige ’Everest’.
En åbningsplads i Venedig har altså over de seneste fem år været ensbetydende med 17 Oscar-statuetter blandt andet to for Bedste instruktør og en enkelt for Bedste film. Det er en ganske god statistik, og ekstra meget opmærksomhed tilfalder således Damien Chazelles ’First Man’, der åbner årets festival. Vores Oscar-ekspert peger på filmen som en tidlig favorit til prisen for Bedste Film, og får den en god modtagelse i Venedig, peger statistikken da også i den retning.
Får filmen derimod dårlige eller lunkne anmeldelser som ’Downsizing’ og ’Everest’, er løbet sandsynligvis kørt. Begge film var blandt årgangenes Oscar-sværvægtere, men opnåede ikke en eneste nominering i sidste ende.
4. Fraværet af kvindelige filmskabere
Der er 21 film i konkurrence på årets festival. En enkelt – Jennifer Kents førnævnte hævnfilm ’The Nightingale’ – er instrueret af en kvinde. Breder man det ud til de 60 film, der er del af det officielle line-up, er tallet otte kvindelige instruktører.
Det er ikke just en imponerende statistik, og det kommer højst sandsynligt til at blive et brandvarmt emne under festivalen, der skal afholdes for første gang i kølvandet på #Metoo.
Festivallederen Alberto Barbera har allerede reageret på fraværet af kvinder og påpeget, at problemet skal findes et andet sted:
»Jeg synes ikke, det er vores skyld. Jeg kan ikke lide at tænke på kvoter, når jeg er i gang med udvælgesesprocessen. Jeg er ked af, at der er meget få film fra kvinder i år, men det er ikke os, der producerer filmene«, udtalte han til pressekonferencen, hvor programmet blev lanceret i juli.
Spørgsmålet er, om de store festivaler ikke også bærer et ansvar i forhold til at påvirke debatten. Vi får se, om Barbera og co. ønsker at gøre forsøget, når festivalen skydes i gang.
5. Er det kun fire timer lange kunstfilm, der kan få Guldløven?
Venedig filmfestivalens hovedpris, Guldløven, blev i en årrække udgivet til meget smalle kunstfilm fra respekterede, men i bredere sammenhæng ukendte auteur-instruktører. For eksempel vandt filipinske Lav Diaz i 2016 prisen for sit knap fire timer lange drama ’The Woman Who Left’, og mens Venedig-festivalen har fået en mere og mere central placering, blev dens hovedpris mere og mere marginaliseret i den brede filmsamtale – ja, nærmest i en grad, at den ingen betydning havde.
Sidste år blev Guillermo Del Toro så tildelt prisen for ’The Shape of Water’, der som bekendt gik hele vejen til Oscar-podiet, af en jury ledet af Anette Bening – flankeret af flere prominente Hollywood-navne. Så er spørgsmålet, om det var en enlig svale.
I år er det Del Toro selv, som får lov at uddele Guldløven i selskab med blandt andre Trine Dyrholm (der spillede hovedrollen i en af sidste års andre Venedig-vindere, ’Nico, 1988’), Christoph Waltz, Naomi Watts og Taika Waititi (’Hunt for the Wilderpeople’, ’Thor: Ragnarok’). Det er en jurysammensætning, som peger i retning af, at man ønsker at fortsætte den lidt mindre esoteriske retning og sætte Guldløven tilbage på dagsordenen.
Venedig-festivalen løber fra 29. august til 8. september, og vores udsendte dækker festivalen dagligt.
ÅRETS HOVEDKONKURRENCE I VENEDIG:
22 July (Paul Greengrass)
The Accused (Gonzalo Tobal)
At Eternity’s Gate (Julian Schnabel)
The Ballad of Buster Scruggs (Joel Coen, Ethan Coen)
Capri-Revolution (Mario Martone)
Close Enemies (David Oelhoffen)
The Favourite (Yorgos Lanthimos)
First Man (Damien Chazelle)
Killing (Shinya Tsukamoto)
The Mountain (Rick Alverson)
Neustro Tiempo (Carlos Reygadas)
Never Look Away (Florian Henckel von Donnersmarck)
The Nightingale (Jennifer Kent)
Non-Fiction (Olivier Assayas)
Peterloo (Mike Leigh)
Roma (Alfonso Cuarón)
The Sisters Brothers (Jacques Audiard)
Sunset (László Nemes)
Suspiria (Luca Guadagnino)
Vox Lux (Brady Corbet)
What You Gonna Do When the World’s on Fire? (Roberto Minervini)
Læs også: Oscars nye tiltag er en exceptionelt dårlig idé