I Danmark afslører de fleste festivaler deres lineups løbende, men i udlandet er der lige så meget tradition for at dumpe hele pakken på én gang. Det sparer man jo også en del pressearbejde ved.
En af verdens største og mest omtalte festivaler er Coachella i Californien, som natten til i dag har afsløret årets fulde lineup, der bliver foldet ud over to weekender i april (12.-14. og 19.-21) – de kører begge med det samme program plus/minus overraskelser.
Og hvorfor er det så interessant? Fordi selv om Coachella foregår i USA i april, afslører programmet altid en masse ting. For eksempel hvilke kunstnere, der er på turné i foråret/sommeren, og hvilke kunstnere, som rent faktisk spiller festivaler. Det kan aldrig overføres 1:1 til Danmark, men årligt er der masser af ting fra Coachella-programmet, som går igen på de danske festivaler.
Det ses også allerede nu, da navne som Christine and the Queens, Jon Hopkins, Solange og Khalid fra Coachella-plakaten allerede er booket til danske festivaler. Men der er altså stadig masser af plads på diverse lineups rundt om i landet.
Derfor har jeg lavet en ‘lille’ ønskeliste med 28 navne fra Coachella-plakaten, som vil pynte gevaldigt i det danske festivallandskab. Nogle navne vil selvfølgelig passe bedre til én festival end andre, men det er på det givne tidspunkt underordnet.
For det første er der Coachellas tre hovednavne, der alle skal være mere end velkomne. Det drejer sig om Childish Gambino, Tame Impala og Ariana Grande, selv om sidstnævnte nok er lidt rigeligt usandsynlig med en Royal Arena-koncert i oktober.
Med lidt mindre skrift finder man blandt andet Kid Cudi, som åbenbart spiller festivaler i 2019, den elektroniske pioner Aphex Twin, og de tre nok bedste repræsentanter for udbredelsen af global popmusik i løbet af 2018: Bad Bunny, J Balvin og Rosalía.
Hertil er der fornem soul og r’n’b fra Janelle Monáe, Blood Orange og Sir, mens en lang række kunstnere står klar med nytænkende og alternativ popmusik i forskellige gevandter: Billie Eilish, Clairo, King Princess, Let’s Eat Grandma, Soccer Mommy og U.S. Girls.
Skal der mere guitar til, ville koncerter fra Hop Along, Hurray For the Riff Raff og Kacey Musgraves blivet modtaget med kyshånd, mens Kaytranada og Sophie står klar, hvis det digitale foretrækkes.
Til slut er der hiphoppen, hvor vi da gerne tager endnu en rundtur med Pusha-T, YG og Jpegmafia, der alle var fordi Danmark i 2018, mens nyere, friske navne som Rico Nasty, Sheck Wes og Tierra Whack også vil være spændende bookinger.
Den samlede liste med de 28 navne er forneden sammen med den fulde Coachella-plakat.
Coachella-navne, der gerne må komme på danske festivaler
Aphex Twin
Ariana Grande
Bad Bunny
Billie Eilish
Blood Orange
Childish Gambino
Clairo
Hop Along
Hurray For the Riff Raff
J Balvin
Janelle Monáe
Jpegmafia
Kacey Musgraves
Kaytranada
Kid Cudi
King Princess
Let’s Eat Grandma
Pusha-T
Rico Nasty
Rosalía
Sheck Wes
Sir
Soccer Mommy
Sophie
Tame Impala
Tierra Whack
U.S. Girls
YG
Læs også: Her er 10 koncerter, du skal opleve i januar
— Coachella (@coachella) January 3, 2019