I slutningen af 2018 var Kesi nødsaget til at aflyse fem koncerter på Hotel Cecil i København. Årsagen var, at han havde fået en cyste på stemmelæben, som skulle opereres væk.
Nu har Kesi så været på operationsbordet, og alt er heldigvis gået godt, skriver han på sin Instagram-profil.
»Jeg er i dag blevet opereret på min stemmelæbe og alt gik, som det skulle! Nu har jeg en del genoptræningstid, før jeg ka snakke, spille og indspille igen, men alt ser godt ud«, skriver Kesi, som da heller ikke har nogen koncerter i kalenderen lige pt. Men det skal nok komme, når stemmen er tilbage i topform.
Helt stille bliver der dog ikke omkring Kesi, for som det også lyder i Instagram-opslaget, kommer der en helt ny single i morgen fredag.
Måske den bliver sådan lidt a la Kanye Wests ‘Through the Wire’, hvor Kesi rapper på trods af problemer med stemmen? Måske sangen bare er optaget før, problemerne med stemmen tog til? Førstnævnte kunne være sejt, sidstnævnte er nok det mest sandsynlige.
Læs også: De 20 bedste danske hiphopsange i 2018 – og hvad de siger om dansk rap