En virtual reality-minidokumentar om Eminem er på vej med titlen ’Marshall from Detroit’. Den er der nu kommet en ny trailer til, og den lader os køre en tur med rapstjernen – i 360 grader.
I den korte trailer sidder vi i bilen med Eminem og rapper/radiovært Sway Calloway, mens de kører rundt i Detroit. Traileren giver os en lille smagsprøve på virtual reality-oplevelsen, for man kan nemlig selv dreje kameraet rundt og se køreturen fra forskellige synsvinkler, både inde i bilen og udenfor.
I den 21 minutter lange minidokumentar, som har premiere på lørdag til Sundance Film Festival, interviewes Eminem af Sway Calloway om sin opvækst som rapper i Detroit. I februar udkommer den til Facebooks ’Oculus’-virtual reality-headsets, så ejer man sådan et, kan man snart lege medpassager på bagsædet sammen med ‘Slim Shady’.
Eminem er om få dage aktuel med en ny feature på Shady Records-rapperen Boogies debutalbum ’Everything’s for Sale’, der udkommer på fredag. Her kan man høre ham på nummeret ’Rainy Days’.
Læs også: Eminem deler sine 12 favorit disstracks nogensinde