Stjernespækket Wireless-plakat antyder, hvad vi kan forvente af hiphop på Roskilde Festival

Når det gælder hiphopnavne er der som regel altid et ret stort overlap mellem Roskilde Festival og britiske Wireless, da hiphopfestivalen i London ligger samme weekend, som de sidste navne spiller på Dyrskuepladsen. Nu har Wireless afsløret årets fulde lineup, hvilket giver anledning til at spå lidt om, hvad vi måske kan forvente at se af hiphop på Roskilde til sommer.

Vi kigger igen i år med et meget sultent blik på Wireless-plakaten, for den er ret så stjernespækket, og vi håber, at flere af de samme navne dukker op i Danmark.

Allerede nu deler Wireless flere navne med Roskilde Festival, men også Tinderbox. Superstjernen Travis Scott samt Denzel Curry og Flohio spiller både i London og Roskilde, mens ASAP Rocky runder Tusindårsskoven i Odense, inden turen går til den engelske hovedstad.

Wireless Festival har nogle stærke topnavne i år, og vi ser gerne, at artister som Migos, Cardi B, Lil Uzi Vert og Future også tager springet til Roskilde-plakaten, mens de lidt mindre navne som Young Thug, J.I.D., Juice WRLD, Sheck Wes, Rae Sremmurd, Lil Baby og Gunna også skal være mere end velkomne.

Her er dog også tale om nogle navne, som Roskilde tidligere har brændt nallerne på: Lil Uzi Vert, Cardi B og Future har alle tidligere aflyst koncerter på Roskilde Festival. Vi håber dog på revanche.

Wireless Festival har også en tysk udgave i Frankfurt am Main, samme weekend som Wireless i London og Roskilde Festival, og her er nogle af de samme navne annonceret – for eksempel Travis Scott, Cardi B og Migos, men også andre andre interessante artister som James Blake.

Se det fulde program på Wireless’ website HER (England) og HER (Tyskland).

Læs også: Her er 10 koncerter, du skal opleve i februar

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af