Charmerende Folkeklubben osede af spilleglæde i Store Vega
Frisk oven på succesen med deres fjerde album, ‘Sort tulipan’, drog Folkeklubben i januar på en omfattende Danmarksturné, som lørdag førte dem til København og den første af tre Store Vega-koncerter.
Showet var udsolgt, og trioen havde i turneens anledning inviteret bassist Ida Duelund med i klubben, og hun fik også opgaven at starte forestillingen med en strøget kontrabasintro. Herefter trådte resten af bandet frem til en virkelig gennemført optræden af den dramatiske ‘Cohiba Zanzibar’, der også smukt åbnede deres seneste album.
Ikke alene spillede bandet overbevisende og med gennemslagskraft. Lyset var også umanerligt velarrangeret. Som Kjartan Angrim stod der bag mikrofonen virkede han helt nøgen, og som nummeret skred fremad og blev mere energisk, blev publikum øjeblikkeligt varmet op til en stærk koncert.
Niveauet fortsatte rigtig flot, og spilleglæden var let at mærke. Der var store smil fra musikerne, og især Ida Duelund var fuld af liv. Desuden var lyden pragtfuld – det var altid let at høre samtlige instrumenter, og vigtigst af alt: Kjartan Arngrims fremragende lyrik.
Men selv om Folkeklubben tit er en ret lyrisk orienteret gruppe, blev der i løbet af hele koncerten gjort godt med plads til instrumentale passager, flere end der er på sangenes studieudgaver. De gjorde rigtig meget for at bidrage til stemningen. Det var aldrig noget særlig teknisk eller flashy, men det var for det meste lige det, sangene havde brug for.
Foruden et udvalg af de mest populære sange fra bagkataloget, spillede de samtlige numre fra ‘Sort tulipan’. Især disse sange slog igennem, og ‘Men ikke endnu en vinter’ nåede helt nye højder sammenlignet med sin studieudgave. Det fik så lidt modvægt af, at titelnummeret ikke havde alle de strygere, der var på studieudgaven. Disse blev derfor erstattet af en melodica spillet af trommeslager Rasmus Jusjong, hvilket desværre ikke lød særlig kønt. Det var dog nok det eneste tidspunkt, noget nummer reelt kiksede.
Efter de første cirka 45 minutter meldte bandet ud, at der ville være en 20 minutters pause. Jeg er sikker på, at der var nogle blandt publikum, der var glade for at kunne hente øl uden at misse noget, men det satte nu lidt en akavet pause på koncerten, der jo end ikke havde været i gang så længe igen. Det gjorde også, at bandet uheldigvis skulle bruge et par sange på at opbygge stemningen igen efter pausen.
Mellem numrene var Kjartan Arngrim glad for at tale, og han er omtrent lige så medrivende en taler, som han er lyriker. Det føltes ikke som spildtid eller ligegyldigt vås – det var velgennemtænkte overgange mellem sangene, der var med til at etablere et stærkt bånd til publikum og gøre koncerten til en fornøjelig oplevelse.
Kort sagt:
Folkeklubben var charmerende, velspillende og medrivende i Store Vega, omend en 20 minutters pause satte en midlertidig stopper for løjerne.
Læs anmeldelse: Folkeklubben ‘Sort tulipan’