Kenton Slash Demons nye ep ‘Oli’ skaber naturlig bevægelse på dansegulvet

5 6
Kenton Slash Demons nye ep ‘Oli’ skaber naturlig bevægelse på dansegulvet
Kenton Slash Demon.

Efter næsten tre år uden udgivelser vender den dynamiske, elektroniske duo Kenton Slash Demon stærkt tilbage til klubscenen. Duoen består af danske Jonas Kenton og Silas Moldenhawer, også kendt fra When Saints Go Machine, og som sande opdagelsesrejsende i den elektroniske musiks endnu uudforskede lydlandskaber, kaster makkerparret sig ud i at undersøge det paradoksale forhold mellem natur og moderne teknologi.

Ep’en er en 17 minutter lang tretrinsraket, der affyres mod fjerne, ubetrådte egne af klubmusikken. Titelnummeret er i sig selv et lille, naturligt electronica-vidunder af forunderligt groovy, melodisk mystik. Her klatrer synthen ud af højttalerne og omslutter lytteren som en ivrig, eksotisk art slyngplante – men uden på noget tidspunkt at stramme sit greb for hårdt.

At Kenton og Moldenhawer i arbejdet med ‘Oli’ har været inspireret af blandt andet afrikanske stammekultures traditionelle rytmer, høres tydeligt. De mest rendyrkede og stilbærende sekvenser på ep’en skal findes i dens trommespor. Især på ‘Tik-Tik’, der kultiverer et repetitivt, jordforbundet beat. Snedigt placerede breaks og en luftig panfløjte i freestyle accelererer hurtigt nummerets vildtvoksende væsen hen over dansegulvet.

Også de tre tilhørende musikvideoer fortolker på smukkeste vis forholdet mellem natur og teknologi. Kenton Slash Demons musik glimrer i det økologiske, animerede sci-fi-univers, som er blevet skabt til formålet af den herboende, tyrkiske kunster Yilmaz Sen.

I løbet af afslutningsnummeret ‘Lara’ virker det især som om, at der er begyndt at opstå en helt ny sort inden for elektronisk musik. Med trommespor solidt plantet ned i 4/4-taktens tunge, sorte lag muld, vokser melodierne systematisk og frodigt op over dansegulvsrytmen. Det er lyden af et techno-økosystem i balance.


Kort sagt:
Kenton Slash Demon er begyndt at gendyrke rødderne af den musik, de før har behandlet med mere kontrolleret computerteknologi. Disse nye, soniske skud er stadigvæk grønne, sprøde og spæde, men deres organiske beats vil uden tvivl få de dansende til at bevæge sig lige så naturligt som planter.

Læs interview: Track-by-track: Kenton Slash Demon gennemgår deres nye ep ‘Oli’

Kenton Slash Demon. 'Oli'. Ep. Selvudgivet.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af