Endnu en rapper, der spiller smart ved at sætte Lil foran sit navn. Er den trend ikke snart død?
For det første er Lil Halima, til trods for hvad navnet antyder, ikke en rapper. Og her menes det ikke engang i samme forstand som når folk siger, at melodiske hiphopkunstnere som Post Malone eller Juice WRLD synger mere end de rapper. Lil Halima er r’n’b, uden at der hersker nogen tvivl derom, selv med de hiphopindflydelser der til tider er til stede i musikken.
For det andet er der faktisk en god, ret morsom årsag til, at hun heder Lil Halima. Du har måske set det populære meme, der påstår, at Lil Pump i virkeligheden hedder Lilliam Pumpernickel? Lil Halima er næsten i den situation. Hendes virkelige navn er Lillian Halima Anderssen (get it?), hun er 20 år gammel, og hun kommer fra Bardu i det nordligste Norge. Hun har to ep’er ude, og de er fyldt med så varm r’n’b-musik, at man aldrig havde gættet, at tonerne kom fra så kolde himmelstrøg.
Verden er nu heller ikke ligefrem fattig på unge kvinder, der synger varme r’n’b-sange…
Nej, men så er det heldigt, at Lil Halima øjeblikkeligt stikker ud i mængden med sin skarpe sangskrivning og lettere atypiske vokal. Hendes sangstil er ret unikt skandinavisk. Den minder på mange punkter ikke særlig meget om den amerikanske r’n’b, der ellers står model for mange andre dele af hendes musikalske univers, men rettere om tidens store nordiske popsangere: Mø, Sigrid, Tove Lo, Alma.
En sådan vokal gør sig overraskende godt i en r’n’b-kontekst. Det giver hele det musikalske udtryk lidt ekstra slagkraft. Den gør, at selv om Lil Halimas sange altid er behagelige, føles de aldrig ligegyldige.
Jaja, hendes stemme er fin, men kan sangene rent faktisk noget?
Lil Halimas diskografi er stadig ganske lille, men der er godt med variation til stede på tværs af de to ep’er. Og uanset hvilken slags sang, hun kaster sig over, har hun virkelig godt styr på at støbe en inficerende sang sammen. Det kan være længselsfulde ballader som ‘Hold Me’, sensuelle slowjams som ‘Bother’ eller funky, lidt Nao-agtige baskere som ‘Take Me To Your Planet’ – numrene er konsekvent så rige på kreative små detaljer og fængslende melodier, at de kan tåle rigtig mange gennemspilninger.
På ‘Interlude’ fra debut-ep’en ‘Love Songs For Bad Lovers’ formår hun at bygge en fremragende funksang op på kun 33 sekunder. Det er altså ikke hver dag, man støder på en kunstner, der helt tidligt i karrieren kan præstere gribende sangskrivning på så kort tid.
Lil Halima er vokset op i et hjem med blandt andet Stevie Wonder, 2Pac, Lauryn Hill og TLC på anlægget – og måden disse kunstnere har blandet personlig integritet med bred popappeal har bestemt sat sig i Lil Halimas stil. Hendes debut-ep er direkte bygget over hendes første forhold, og dette bliver fornemt skildret gennem groovy r’n’b-rytmer, quirky produktioner og catchy melodier. Hele pakken er personlig, men også enormt spiselig.
Okay, måske kan hun alligevel et eller andet. Hvor kan jeg få mere Lil Halima?
Hun har som sagt udgivet to ep’er. Først kom ‘Love Songs for Bad Lovers’ i 2018, og i år fik vi den lidt kortere efterfølger ‘For the Dark Days’. Dertil har hun nogle assorterede sange i form af ‘Abstract’, et Youtube-cover af Jojis ‘Demons’ og Elias Boussnina-samarbejdet ’13th Floor’ fra danskerens debut-ep ‘Shameboy’ – et af de få numre, hvor hun rent faktisk rapper.
Derudover skal hun spille på en del norske festivaler til sommer – man kunne håbe, at hun også ville kigge forbi et par danske af slagsen. Spot og Roskilde Festival ville være oplagte, men en spillestedskoncert ville bestemt også være kærkomment. Hvis man virkelig ikke kan få nok blot gennem musikken, er hun rimelig aktiv på Instagram – her kan man få lidt indblik i hendes liv, og man vil med garanti også få info, når hun forhåbentlig giver koncert i Danmark på et tidspunkt.
Læs også: Elias Boussnina og Lil Halima slapper helt af i ’13th Floor’-videoen