Migos-rapperen Offset er personlig og selvudleverende på soloalbummet ‘Father of 4′
Offset er, som følge af et meget offentligt og omtumlet ægteskab med Cardi B, den højest profilerede af de tre Migos lige nu. Udover det er ‘Father of 4’ det sidste album i en trilogi af soloalbum fra de tre rappere i Migos, efter både Quavo og Takeoff var på banen i 2018.
Efter først at have udskudt albummet er Offset endt et sted, hvor han både kunstnerisk og privat har noget på spil. Privatlivet er på dagsordenen fra første nummer, der er én lang undskyldning til Offsets fire børn, mens det kaotiske forhold til Cardi B er i centrum på ‘Don’t Lose Me’. Hun kommer også forbi på ‘Clout’, der kommenterer mediernes dækning af deres brud, hvilket Cardi takler med velkendt spydighed.
Også Offsets fortid kommer tilbage for at spøge ham. På ‘Lick’ omtales »all the people I robbed, I brought ’em down, I repent«. På ‘After Dark’ er det venner, der er gået bort. Offset prøver at forstå ungdommens dårlige valg og deres sammenhæng med hans succes. »How did I get here?«, spørger han på nummeret af samme navn. Som om han føler, at karma burde have ramt ham.
‘Father of 4’ er et selvransagende album, hvor Offset virker moden og fremstår som et uperfekt, men helt menneske. Men ærligheden og selvransagelsen bliver dog flere steder undergravet af linjer om ’lambos’, Patek Philippe-ure og ’drip’. Det er der ikke nødvendigvis noget galt med; spillet mellem den ubehagelige fortid og de smykker og stoffer, man nu bruger til at glemme den fortid, kan være et stærkt tema. Men ofte bliver det for uelegant til at have en effekt.
Fremstillingen bliver også lidt flad. Offset er klart en teknisk dygtig rapper, der finder frem til nye flows og konstant fyrer trioler, hurtig rap og skarpe stavelser af sted (‘Wild Wild West’ og ‘On Fleek’ fremviser begge hans raptalent). Han bliver dog meget i det samme, og der kommer ingen store udsving, hverken i stemmeleje eller energiniveau. Selv om albummets features svinger i kvalitet, klæder det Offset at blive kontrasteret af nogen, der lyder bare lidt anderledes.
Produktionerne på albummet fortæller deres egen historie: De er dystre, minimalistiske og danner et godt lærred for Offsets introverte og indadvendte projekt. De individuelle numre og albummets overordnede lyd har en god sammenhæng og er klart defineret, men det flyder ofte sammen. Man bliver tørstig efter nogle hooks og lidt mere variation.
Det er helt klart en pointe for Offset ikke at jage de store udbrud og gå ind i sig selv og den underspillede lyd og stemning. På den måde er projektet lykkedes. Det er bare ikke hele vejen, det fører til en vedkommende lytteoplevelse.
‘Father of 4’ er muligvis det hidtil bedste soloalbum fra en Migos – det siger dog ikke så meget. Offset behandler personlige og følsomme evner oprigtigt og med en klar stil, men den stil, som han på intet tidspunkt divergerer fra, gør albummet langtrukkent. Stedvis lyder det næsten som om han selv keder sig. Alle de flows, skarpheden og de ægte og hårdtslående temaer ender med at flyde ud på et album, der simpelthen er lidt for ensidet og langt.
Kort sagt:
Offset viser sig som en teknisk dygtig rapper på det selvudleverende soloalbum ‘Father of 4’, men produktionerne er generelt for ensformige.
Hør podcast: Har Offset skabt et trap-familiealbum? Soundvenues hiphop-podcast snakker ‘Father of 4’ med Pelle Peter Jensen