Der har altid været noget mystisk omkring Chromatics og bagmanden Johnny Jewel, der gennem tiden også har spyttet masser af genreskabende og fantastisk italo disco og dyster synthpop ud via sit pladeselskab Italians Do It Better. Det er den tilbageholdende stil, romantikken, noir-æstetikken – og for tiden det faktum, at vi stadig venter på albummet ‘Dear Tommy’, som har været rygtet til at blive udgivet i et par år nu.
Nu kommer Chromatics så til Danmark på deres første turné i fem år. Måske du husker deres nattekoncert under Distortion i 2012?
Denne gang bliver det i Den Grå Hal 4. oktober, og gruppen, der ud over Jewel består af Ruth Radelet, Adam Miller og Nat Walker, får endda fornemt følgeskab på aftenen af både Desire og In Mirrors fra Italians Do It Better.
Aftenen har fået navnet ‘Double Exposure’, og er man ude efter den efterhånden velkendte stemning fra ‘Drive’-soundtracket, som både Desire og Chromatics var med på, så er det bare med at fikse en billet.
Hvem ved, måske ‘Dear Tommy’ når at udkomme inden da? Ellers kan man bare vende tilbage til ‘Kill For Love’.
Billetsalget starter 3. maj kl. 10.00 via Billetlugen.
Chromatics + Desire + In Mirrors (US)
4. oktober
Den Grå Hal
Billetpris: 330 kr.