Chromatics

Chromatics blev fortjent skudt ud til masserne med en plads på det hyldede ’Drive’-soundtrack. Nu er tiden dog kommet til at følge succesen helt til dørs, for mastermindet Johnny Jewel har sammen med sine kumpaner – efter udskydelse og masser af musikalske sultne blikke – sendt et synth-drevet popepos på gaden, der har været hele ventetiden værd.

Med 17 numre og en, i popforstand uhørt, spilletid på halvanden time, føles det ved gennemlytning dog klart, at der har været rigeligt med finpudsning at se til. Chromatics skinner ikke længere i italo-genkomstens glitrende discokugle, men som et band der med visioner og stilrene armbevægelser har fundet sin egen gyldne kombination af synth-magi, dunkle postpunk-guitarer og midnatsskarpe melodier.

Ruth Radelet besynger kærlighedens vemod til topkarakter, som en storby-chanteuse, der hvileløst vandrer gennem de tomme gader. Måske allerbedst på Neil Young-coveret ’Into the Black’, men hendes dejligt uperfekte vokal er gennemgående en fryd.

Melankolske popperler er der rigeligt af, tag bare titelnummeret, ’The Page’ og ’Birds of Paradise’, og så består albummet også af en række udfoldende og næsten cinematiske stykker, der binder helheden sammen. Hvem kan også spurte i en hel fodboldkamp?

Spørgsmålet kan dog rejses, om albummet havde været en bedre oplevelse kogt sammen til 35 minutters renskåret popekstase. Både og, for mens mange vil knytte sig til de enkelte hitskæringer, er det en oplevelse at læne sig tilbage og nyde det sammensatte epos, der selvsagt er lagt så meget tid i. Chromatics fortjener opmærksomheden, så lad os give dem noget mere.