I onsdags udgav 21-årige Omar Apollo ep’en ‘Friends’. Det mexicansk-amerikanske stjerneskud, der til daglig går under navnet Omar Velasco, har siden debutsinglen ‘Ugotme’ fra 2017 imponeret gevaldigt med sin guitarorienterede funk og r’n’b, alt sammen leveret med en sjælfuld, vidtfavnene vokal.
Ud over funkstilen inkorporerer han glædeligt elementer af soul, indierock og hiphop i sit musikalske univers, og når han spiller live kommer der efter eget udsagn endda lidt punk med i lydbilledet – det kan opleves live, når Apollo den 13. juni rammer Musikcaféen i Huset-KBH.
Vi fik en snak med Omar Apollo om hans opvækst, ‘Camp Rock’, og hvordan han har lært sig selv at spille musik.
Hvordan har din opvækst påvirket dig og din musik?
»Jeg blev født i Merrillville, Indiana, men jeg voksede op i Hobart, Indiana. Jeg begyndte at spille guitar, da jeg var omkring 12. Jeg spillede tit guitar i kirken, og jeg tog af og til også min guitar med i skole. Indiana var cool. Det var ret stille. Det var mest kvægfarme og æblehaver«.
Hvad gav dig lyst til at begynde at spille musik?
»Det kan jeg ikke engang huske. Jeg kan bare huske, at jeg fik en elektrisk guitar i julegave, og at jeg tog til en pantelånerbutik for at bytte den til en akustisk. Jeg havde ikke nogen forstærker til den elektriske«.
Jeg har læst mig til, at du begyndte med at spille en del ‘Camp Rock’-covers?
»Ja, jeg var besat af ‘Camp Rock’, da jeg var yngre. De lavede sange med guitar og så lidt ud som om, de var på min alder, selv om jeg egentlig vidste, at de var ældre – men jeg syntes bare, det var sejt, at de havde musikkarrierer«.
Så var ‘Camp Rock’ en inspirerende film for dig?
»Ja, haha, det kan man sige. Jeg kan huske, at jeg og min fætter optrådte med Jonas Brothers-numre på et plejehjem, da jeg var omkring 14 år gammel«.
Hvad lyttede du til ud over ‘Camp Rock’ og Jonas Brothers?
»Jeg lyttede til Alicia Keys, Omarion… Mest bare popmusik. Jeg dykkede ikke rigtig mere ned i musik dengang«.
Hvad med mexicansk musik – lyttede du til det?
»Ja, jeg lyttede til det hele. Reggaeton, mexicansk folkemusik til familiefester… Jeg lyttede rigtig meget til Juanes. Min søster og jeg lyttede til Juanes-albummet ‘Un Día Normal’ forleden, og jeg tænkte ‘Damn, jeg kan stadig alle teksterne udenad’«.
Jeg har også læst mig frem til, at du er inspireret af Sly & the Family Stone. Der er jo ikke så mange unge kunstnere i dag, der nævner dem som en fremtrædende indflydelse – hvad føler du, du får ud af dem?
»De fleste af de klange, de havde, var helt vanvittige dengang. Guitarerne er virkelig fede, selv når der ikke sker så meget. Man kan mærke, at sangene er fra 70’erne, men jeg elsker oprigtigt baslyden. Jeg prøver tit at efterligne den. Den er virkelig tyk, men samtidig meget afdæmpet. Det er ret cool«.
Så du spiller også bas?
»Ja, jeg fik min første bas i 2016. For det meste står jeg for al instrumentationen på mine sange«.
Er der nogen bestemt årsag til, at du gør det på den måde frem for at bruge studiemusikere?
»Ja, jeg er lidt perfektionistisk. Og jeg ved, at jeg er den bedste til at opnå det, jeg er ude efter, hvis jeg bare tager mig nok tid«.
Hvad med at synge? Hvornår startede du med det?
»Jeg var 17, da jeg begyndte at tage det alvorligt. Da jeg sagde til mig selv ‘det her er en færdighed, jeg har lyst til at have’. Jeg gjorde det ved at se Youtube-videoer om, hvordan man blev bedre til at synge. Jeg havde en iPad, og hver dag brugte jeg et par timer på at indspille min vokal og øve mig. Det var mens der ikke var nogen andre hjemme. Så kunne jeg høre min stemme og finde ud af, hvad jeg havde brug for at arbejde med«.
Foregik det hele over Youtube, eller fik du også sangundervisning?
»Jeg får sanglektioner nu, men ikke dengang. Jeg fandt bare en masse Youtube-videoer. Det samme gælder for guitaren«.
Det er ret vildt. Føler du, at den måde at lære musik på stadig påvirker dig?
»Af og til bliver jeg lidt jaloux på dem, der har haft jazzundervisere og så videre. Men der var ikke nogen jazzmusikere, hvor jeg boede. Jeg vidste slet ikke, hvor man skulle starte, så jeg måtte gøre det på egen hånd. Dem, der begyndte at blive undervist fra de var helt unge, er jo monsterdygtige i dag. Jeg tænker dog ikke meget over det. Men jeg tror, det gør mig lidt anderledes. Jeg har kunnet vælge konstant at gøre det, jeg havde lyst til«.
Jeg tænker også, at det må give dig en slags frihedsfornemmelse?
»Ja, der var engang en, der forsøgte at give mig klaverundervisning. Men han ville ødelægge min måde at tænke musik på. Han syntes det var cool, det jeg gjorde, også selv om jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg gjorde. Så han ville hellere give mig råd omkring instrumentet end egentlig at lære mig det på den måde, man typisk gør«.
Hvornår begyndte du at skrive dine egne sange?
»Jeg kan huske, jeg arbejdede på McDonald’s, da jeg første gang viste min familie en af mine sange… så jeg var nok omkring 17«.
Og så uploadede du det til Soundcloud?
»Nej, jeg blev bare ved med at skrive flere sange. Og først da jeg begyndte virkelig at være tilfreds, uploadede jeg dem«.
Kan du huske, da du første gang fik respons på Soundcloud?
»Ja, det var virkelig cool. Folk blev bare ved med at sprede linksne rundt«.
Hvordan var den opmærksomhed sammenlignet med det, du oplevede i din hjemby?
»I starten fuckede de ikke med mig i min hjemby. Men så begyndte alle andre at fucke med mig, og så fuckede min hjemby også med mig«.
Hvad sigter du efter, når du skriver en sang?
»Jeg kører mest efter mine følelser. Hvis det føles godt, så ved jeg det. Og hvis jeg ikke kan stoppe med at lytte til den, efter jeg har lavet den, tænker jeg ‘det her er cool’. Jeg kan ikke lide at sætte mig og tænke ‘det her har jeg lyst til at sige med min sang’. For så fungerer det aldrig«.
Din musik er stemningsmæssigt ret varieret. Der er både dansevenlige numre og mere nedtrykte sange. Er der noget bestemt, du vil have folk til at associere med dit navn?
»Det eneste, jeg håber på, er, at de associerer det med god musik. At når de hører mit navn, tænker de ‘wow, jeg kan virkelig godt lide hans musik’ eller et eller andet. Det skal handle om musikken hele vejen, jeg er ligeglad med alt det andet«.
Du spiller jo i Danmark til juni, og du er midt i en turné lige nu. Hvordan er turnélivet?
»At turnere er virkelig cool. Mit band er mine bedste venner, så det er jo som at rejse rundt med sine bedste venner. Det er helt skørt for mig at tænke på, at folk kommer til mine shows. Det er ikke blevet gammelt«.
Hvad kan man forvente, hvis man tager til en Omar Apollo-koncert?
»Man kan forvente masser af energi. Måske nogle moshpits. En masse dans. Og en hel del skrigen«.
Moshpits? Det havde jeg godt nok ikke forventet…
»Det bliver helt klart et rock/funk-show. Og det bliver endda punk mod slutningen«.
Skifter din musik fuldkommen lyd, når du spiller live?
»Nogle gange ændre jeg det en smule. Men ikke for meget, for folk skal stadig kunne synge med«.
Læs anmeldelse: Omar Apollo ‘Friends’