Lil Nas X gik viralt med sit country/trap-crossover ’Old Town Road’, som lige nu streamer amok verden over og netop er gået nummer et på den amerikanske singlehitliste. I en ny video i ’Genius Verified’-serien fortæller den pludseligt kendte artist lidt om sangen og hvad han tænkte, da Billboard fjernede den fra deres country-charts.
For selv om sangen klart har elementer af countrymusik, mente Billboard altså, at den er lidt for hiphoppet til at høre under netop den kategori. Det resulterede som bekendt i, at country-koryfæet Billy Ray Cyrus blev inviteret med på et remix af sangen.
»Før den overhovedet blev taget af country charts, var jeg bare glad for at være på Billboard, og selv efter de tog den ned, var jeg sådan… okay, i det mindste er jeg stadig på Billboard. Men så tænkte jeg… hvorfor? Efter jeg lyttede til andre sange på listen, tænkte jeg vent lidt, der er noget galt«, siger Lil Nas X i videoen.
Han fortæller også lidt om sangens tekst, da det jo er en Genius-video, og forklarer i den forbindelse linjen »can’t nobody tell me nothin’«, som giver mindelser om Kanye Wests ‘Can’t Tell Me Nothing’: »Efter jeg udgav sangen, tænkte jeg over det. Jeg var sådan ‘vent, Kanye brugte præcis den linje’. Men det var ikke en interpolering af sangen eller noget«.
Læs også: 10 unge rappere, du skal holde skarpt øje med i 2019