Det fulde Tinderbox-program blev annonceret i slutningen af marts, men som sædvanligt med muligheden for, at et par navne ville blive tilføjet yderligere. Det er så sket nu, og med tre kunstnere skulle årets program til Tinderbox altså være helt færdigt.
Dagens store afsløring er den colombianske reggaeton-sanger J Balvin, der har været en af de allerstørste skikkelser i den bølge af latinpop og -trap, der de seneste par år er skyllet ind over verden. Sidste år var han den fjerdemest streamede artist på Spotify i hele verden, og han har arbejdet sammen med kunstnere som Justin Bieber, Beyoncé, Future og Pharrell. Og ja, måske du også kender ham fra Cardi B’s ‘I Like It’. Balvin spiller på Tinderbox 28 juni – det bliver hans første koncert i Danmark.
Herudover består dagens annonceringer af Gilli samt den 19-årige argentiske rapper Khea, der ligesom Balvin kommer til Danmark for første gang. Både Gilli og Khea spiller koncert 27. juni.
Og det var altså det. Hermed skulle Tinderbox-plakaten være komplet med 62 navne.
Tinderbox 2019 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 27.-29. juni. Ud over dagens navne spiller også kunstnere som Miley Cyrus, Neil Young, ASAP Rocky, Lil Uzi Vert, Diplo, Billie Eilish, The Chainsmokers, Lana De Rey, Macklemore og Swedish House Mafia.
Læs også: Her er vores otte favoritter i Tinderbox’ hidtil bedste lineup