Bisse i badedragt leverede show og revy på Spot Festival
Spot Festival er først og fremmest en platform for nye, mere uprøvede talenter. Men det skader jo ikke med lidt star power, især ikke hvis man har et fedt koncept i ærmet. Det havde Spot Festival, da de inviterede Bisse til at give koncert i fællesskab med Aarhus Symfoniorkester. Den kombination er jo flot i sig selv, men den bliver endnu bedre af, at det sker mens Bisse er på turné med albummet ’Tanmaurk’, hvor han bruger mere orkesterinstrumentation end nogensinde før.
Denne turné har fået navnet ’Tanmaurkrevyen’, og hans optræden på Spot Festival var skam lige så meget revy, som den var koncert. Der var en jingle, der var en værtstemme, en quiz og alt muligt andet krymmel – samt naturligvis Bisses mange vanvittige kostumer.
Et storstilet show som det skal dog helst have en pointe, og det havde det heldigvis. ’Tanmaurk’ er langt hen ad vejen et album om, når der bliver poleret på virkelighedens Danmark. Intet kunne udtrykke denne tematik bedre end den over-the-top cheesy revyæstetik, Bisse her svøbte sin musik ind i. Den muntre tone i starten gjorde det blot endnu mere dramatisk, da Bisse iklædt et præstekostume i inverterede farver leverede den hårrejsende ’Grand Danois’, der skiller dagens Danmark godt og grundigt fra hinanden.
Showet var så velgennemtænkt og fyldt med overraskelser, at jeg fristes til at lade som om der ikke var nogen problemer. Men det var der. Til tider var arrangementerne så travle, at man ikke rigtig kunne høre, hvad Bisse sang – og lyrikken er altså en vigtig del af hans musik. Andre gange var det teknikken, der kiksede; et særligt potent øjeblik i ’Grand Danois’ faldt derfor lidt til jorden.
Uagtet dette var det en stærk koncert. Bisse forstår at lege med folks tanker og følelser – og ’Tanmaurkrevyen’ satte gang i begge.