Hjalte Ross gjorde det tyste til en urkraft på Spot Festival
I betragtning af hans status og betydning er det pudsigt, at ingen danske musikere har tappet fra Nick Drakes næringsrige melodikilde. Altså før nu, for den unge singer/songwriter Hjalte Ross har tydeligvis den engelske folkmelankoliker som pejlingsmærke. Uden at det dog på ingen måde skærmer for et stærkt personligt udtryk, som har skaffet fortjent opmærksomhed og en Spot-debut til den aalborgensiske musiker.
Og det var en noget nær perfekt koncert, der viste, hvordan dynamik ofte spiller en afgørende rolle i musikalsk spændvidde og format. Både når Ross gik dybt ind i det nedbarberede og blot accentuerede guitaranslagene i ‘All Week Long’ og lod det vemodige fingerspil bære ‘Holidays’. Men absolut også, når hans musikere stemte i.
Til at løfte de i forvejen fornemme sange op i luftlagene, hvor man virkelig blev grebet, havde Ross nemlig allieret sig med et yderst engageret og kompetent band. Sjældent sad pianist Astrid Matthesen stille på klaverbænken, og ligeledes var både guitarist Andreas Westmark og Oskar Krussell, der betjente orgel, guitar og flügelhorn, meget ekspressive i deres spil. Ligesom det gjorde indtryk, når hele ensemblet stemte i med dybfølt sømandskor og ulmende elektricitet på ‘Hunger for the Taste of Time that I Didn’t Waste’.
Koncerten havde allerede nået indtil flere klimakser på dette tidspunkt, men som en endelig cementering af formatet takkede Ross og co. overbevisende af med en formidabel ‘Come By’, der forløstes i en episk finale.
Det er en kunst at vide hvornår man skal holde igen og give los, når man opererer med det tyste og lavmælte. Men den unge singer/songwriter doserede virkemidlerne helt perfekt under en fremragende og gribende koncert på Spot.
Kort sagt:
Den unge singer/songwriter og hans fremragende band formåede på blændende vis at gøre det inderligt tyste til en gribende urkraft på Spot Festival.
Læs alle vores anmeldelser fra Spot Festival HER.