Når man har været væk i to år, er man nødt til at vende tilbage med stil. Og det er lige præcis det, Emil Stabil gør i musikvideoen til sin nye single ‘Lotteri’.
Den nye sang, der er rapperens første udgivelse siden 2017-singlen ‘+1’, er en attitudefuld og melodisk banger, der handler om at se ud som om man har vundet i lotteriet. Og videoen tager det koncept til en helt ny ekstrem. Emil Stabil og hans makker Young Bong kører nemlig gennem Tokyos gader og flasher både samuraisværd, motorcykler og biler. Der bliver også sunget karaoke, spist lækker mad og besøgt en stripklub.
Videoen er filmet af Vida Media, der også har stået bag flotte klip for blandt andet Artigeardit og Node, og sangen er produceret af Tais, som har lavet beats til alle fra Sivas og Karl William til Hans Philip.
Men den helt store hovedperson er alligevel Emil Stabil. For rapperens karisma og skarpe levering har manglet på den danske hiphopscene. Selv om mange efterhånden lyder som Stabil, er der ingen, der helt har mestret samme blanding af trap-attitude, glimt i øjet og melodisk overskud.
Lyt til podcast: Efter to års fravær: Emil Stabil annoncerer comeback i Soundvenues hiphop-podcast