Bikstoks charmerende eftermiddagsgøgl spredte smil på NorthSide
Bikstok kan få gang i et brag af en fest, når man placerer dem på det rette tidspunkt i den rette kontekst. At de spillede på NorthSide kl. 15.15 på sidstedagen, midt i regnen, lagde selvfølgelig lidt en dæmper over festlighederne, men den danske dancehall-trio formåede faktisk selv på dette tidspunkt at få rimelig godt gang i publikum.
I modsætning til en vis anden dancehall-trios NorthSide-koncert formåede Bikstok at lægge blødt ud og bygge stemningen op derfra. Okay, den tilbagelænede ‘Tyveknægt’ var måske lige så afslappet, at man lidt kunne frygte, at det ville blive en halvsøvnig koncert, men det blev det heldigvis ikke.
Åbningsnummeret var derimod eminent til at etablere en rigtig løssluppen stemning, der ville emme igennem hele koncerten. Den kom blandt andet fra, at gruppen havde et fornemt backingband med. Ud over Simon Dokkedal (Den Sorte Skole) bag dj-pulten havde Bikstok også medbragt saxofonist, trombonist, trommeslager og bassist – sidstnævnte kastede sig også til tider over at spille keyboard.
Bandet, især blæserne, udvidede ret flot Bikstoks dancehall-lyd, uden at sangene nogensinde blev forvrænget til noget uigenkendeligt. ‘Græder for dem’ fik et skud roots-reggae, ‘Penge på græs’ fik tilføjet nogle ska-elementer, og mest opsigtsvækkende lød blæserne på ‘Fabrik’ nærmest som snydt ud af noget 60’er-sydstatssoul.
Stemningen stammede dog også i høj grad fra de tre hovedpersoner. Pharfars store armbevægelser og Eaggers konstant vippende krop gjorde koncerten levende, mens Blæs Bukki i starten var lidt stiv i betrækket. Med tiden kom der dog også gang i Blæs, der til sidst spænede frem og tilbage og fyrede adskillige kejtede bevægelser af.
Trioen var fremragende humørspredere på scenen, og de var gode til at interagere med publikum. Især ‘DK’s koner’ og ’80’eren’ skabte fremragende fællessang, mens de tre vokalister gakkede ud på scenen.
Som koncerten kom ordentligt i gang, var der så meget gøgl, at det var svært ikke at smile af. Bikstok fik til et par assorterede tracks selskab af en gøgler, der antageligvis var hentet fra den nærliggende Sideshow-scene, Eagger gik ud langs publikum-mellemgangen under EaggerStunns ‘Kugledans’, nærmest som en gengivelse af musikvideoen, og Blæs Bukki fyrede en halvkikset, men alligevel ret charmerende freestyle af om, hvordan han leder efter »en NorthSide-pige«.
Til tider blev de dog så fokuserede på at underholde, at teksten ikke altid sad helt i skabet. Særligt mærkbart var Pharfars vers på ’80’eren’, hvor visse linjer blev misset i deres helhed. Men det er måske også lidt underordnet, når de i den grad forstod at sprede godt eftermiddagshumør.
Kort sagt:
Humøret var højt, da Bikstok assisteret af et solidt backingband indtog NorthSide lørdag eftermiddag. Der blev måske til tider gøglet så meget, at det gik en kende ud over leveringen, men generelt var det en rigtig solid, underholdende koncert.
Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.