En glad og energisk Ea Kaya badede Roskilde Festival i bombastisk popmusik
Det var en energisk Ea Kaya, der gav koncert tirsdag eftermiddag. Klædt helt i orange dansede hun skiftevis rundt om mikrofonen, hen til bandmedlemmerne og ud til publikum, og hun var tydeligt glad for at stå på scenen – nærmest hjemmevant.
Sammen med bandet genskabte hun lyden fra sin velproducerede debut-ep ‘Fragile But Strong As Hell’ fra tidligere i år, og på Countdown blev det fyldige lydbillede hovedsageligt båret af dyb bas, store synthesizere og bombastiske trommer.
Det hele lød godt, og det var, udover en enkelt underlig start på ‘Remedy’, en ret tjekket produktion, hvor backingtracket ikke tog overhånd, men bakkede musikerne og Ea Kaya solidt op.
Ea Kayas udgivelser har været præget af overbevisende vokalpræstationer, men på Countdown virkede det desværre som om, at hun ikke altid kunne leve op til den høje barre, hun har sat for sig selv.
En del af problemet var, at hendes stemme indimellem druknede i den producerede lyd, blandt andet under ‘Talking’, men på ‘Tied Up’ kunne hun heller ikke helt levere de relativt svære, Sia-agtige vokallinjer i omkvædet. I momenter viste Ea Kaya dog, at hun har en rigtigt flot stemme: ‘4 AM’ var et højdepunkt i koncerten, og danskeren var klart bedst, når musikken gav hende plads til at vise, hvad hun kunne – i stedet for at drukne vokalen i lidt for meget af det hele.
På trods af vanskelighederne formåede Ea Kaya og hendes band dog at skabe en fest. Energien var i top, og hovedpersonen viste sig som en lovende performer, der nok kun bliver bedre de næste par år.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival