Roskilde Festival: Mø var hyggelig og festlig – og en smule forudsigelig

Møs aktuelle status som etableret og evigt likeable verdensstjerne er et tveægget sværd. På den ene side er det blevet sværere for hende at overraske og ruske i os. Når gårsdagens hovednavn på samme scene er en twerkende, silikonepumpet rap-amazone fra The Bronx, kan selv de kækkeste Diplo-hooks virke pæne. Men at Mø er blevet folkelig, betyder på den anden side, at hun, ja, har folket med sig. Vi har hendes ryg. Således også under hendes koncert på Orange Scene torsdag aften.

Her mødte vi umiddelbart en mere koreograferet Mø, end vi har været vant til. Hun indledte sin storstilede koncert stående med kappe og bredskygget hat bag hegnet ind til den forreste plæne. Den højtidelige effekt med sangerindens ryg vendt imod os på storskærmene og hendes efterfølgende vandring igennem mængden op til scenen virkede stærkt inspireret af Beyoncés Coachella-bedrift tidligere i år. En smule storhedsvanvid må efterhånden også være stjernen vel forundt, men det var alligevel en lettelse at høre Karen Marie Ørsted skrige »Roskilde!« efter de lidt indstuderede leveringer af ’Purple Like the Summer Rain’ og ’Imaginary Friend’.

Herfra var alt, som det plejede. Mø dansede, sang og charmede sig igennem de nye sange fra ’Forever Neverland’ og klassikere som ’Pilgrim’ og ’Kamikaze’. Skulle man have været i tvivl, stod det hele vejen igennem klart, at Mø har perfektioneret sin popformel med skarpladte omkvæd og skæve instrumentale hooks, der går lige i hofter og fødder. Det var hyggeligt og festligt og en smule forudsigeligt.

Sangenes gennemslagskraft blev desuden udfordret af lydniveauet, der i koncertens første halvdel var så lavt, at undertegnede blev distraheret af lyden af våde regnjakker, der gnubbede imod hinanden. Blandt andet den ellers så højenergiske ’Glass’ blev offer for den sløje lyd og landede underligt uforløst.

Men når Møs andet besøg på Roskilde Festivals største scene ikke blev visket helt ud af regn og rutine, skyldtes det, at Karen Marie Ørsted – som altid – var velforberedt, ydmyg og i festhumør. Dansefesten blev brudt op af anderledes indslag, som da hovedpersonen satte sig bag klaveret og ømt og kompetent spillede sig igennem balladen ’Mercy’, eller da ’Turn My Heart to Stone’ blev skudt af sted med en saxofonsolo.

Men det største es var det obligatoriske Spice Girls-cover ’Say You’ll Be There’, hvor Mø kastede sig ud i synkrondans med barndomsveninden Josefine Struckmann Pedersen og Danmarks varmeste popstjerne lige nu, Jada. Det møde gav rigtig god mening, da Jada synes at videreføre den sårbare og upolerede stil, Mø i sin tid introducerede. De unge kvinders hvin bag mig (»Gud, det er Jada!«) understregede desuden, at Jada er en velvalgt veninde.

’Blur’, ’Don’t Leave’ og ’Final Song’ udgjorde en meget Mø-agtig finale med crowdsurfing, konfetti og fællesdans. Vi vil alle gerne danse med Mø.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival