Som medlem af AV AV AV er Eloq snart med til at udgive trioens længe ventede debutalbum, men den danske producer har også haft gang i solokarrieren i 2019.
August Fenger aka Eloq udgav tilbage i august en hyldest til hjembyen København i form af ep’en ‘Love City’, og derpå finder man singlen ‘Since You’, hvis musikvideo vi i dag har premiere på.
Selve sangen emmer af den form for ungdommelig frihed, der kun opstår i tidlige morgentimer på vej hjem fra en bytur, og det er netop den følelse, Fenger og instruktør Jonas Risvig har forsøgt at indfange i den fine video, hvor en klassisk ‘dreng-møder-pige’-fortælling ender med et selvskabt privat dansegulv i en ufærdig bygning i Sydhavnen.
»Augusts univers er helt vildt legesygt og fyldt med små finurligheder, som er super spændende at arbejde med som instruktør, og lige fra første gang August og jeg hørte ‘Since You’ sammen, vidste vi, at vi ville lave en video med dans«, siger Jonas Risvig til Soundvenue om videoen, der på charmerende vis sluttes af med en danseduet, som dog opstod på en lidt sjov måde: »Den unge fyr fandt vi på dansegulvet på Bakken og satte ham op med den unge pige, som studerer dans på scenekunstskolen. En enorm sjov kombination, som helt sikkert er årsagen til, at videoen er blevet så charmerende, som den er, og forhåbentligt giver selv folk som mig, der hader at danse, lyst til at danse«.
Rent praktisk indebar videoprojektet dog en række udfordringer, da holdet bag kun havde få timer til at skyde optagelserne i den forladte bygning: »Det var ret nøjeren. Vi havde alle mulige ubekendte og uafprøvede ting med i videoen, der var nødt til at lykkes i første forsøg, hvis vi skulle nå det. Men alt gik i hak: Lysinstallationen virkede i første forsøg, danserne var mega professionelle, og alle skud blev perfekte nærmest i første take. Det blev på en syret måde en helt perfekt afslutning på hele ‘Love City’-forløbet«, fortæller Eloq om den hektiske dag.