Der er efterhånden gået et par år, siden Dua Lipa sang sig ind i hele verdens bevidsthed med det catchy megahit ‘New Rules’ og det efterfølgende debutalbum, men nu er der endelig nyt fra den britiske popstjerne.
Dua Lipa har i løbet af de seneste uger teaset den nye single ‘Don’t Start Now’, der altså er blevet sluppet løs i dag. Og i tro Dua Lipa-stil har vi selvfølgelig at gøre med endnu et selvstændigheds-anthem i takt med tidligere udspil som netop ‘New Rules’ og ‘IDGAF’. Tracket markerer dog alligevel en ny lyd for kunstneren med sin funky slap-bass og nærmest synthdisco-inspirerede lyd komplet med skarpe strygerriffs.
I en pressemeddelelse udtaler Lipa da også, at sangen er ment som en overgang til en helt ny æra i hendes liv: »Jeg valgte denne sang som min førstesingle, så jeg kunne lukke et kapitel af mit liv og starte det næste. Den handler om at komme videre og ikke at lade nogen forhindre det«.
Singlen er hendes andet udspil i år efter nummeret ‘Swan Song’, som dog agerede titelsang til sci-fi-filmen ‘Alita: Battle Angel’. ‘Don’t Start Now’ kunne altså meget vel være den første officielle forløber for Dua Lipas kommende album, som ifølge hende selv skulle være lige på trapperne.
Udover singlen har vi også fået en såkaldt musikvideo-teaser med en lille smagsprøve på det visuelle sidestykke, som bliver udgivet på en endnu ikke annonceret dato.
Læs anmeldelse: Dua Lipa var den perfekte popstjerne – men hun er endnu ikke stor nok til Orange