Enten hader eller elsker man julen, og Kacey Musgraves må afgjort høre til i den sidste gruppe. Den amerikanske countrysanger har nemlig netop udgivet intet mindre end sit andet julealbum, der altså følger op på 2016’s ‘A Very Kacey Christmas’. Den nyeste julekugle på albumtræet har fået titlen ‘The Kacey Musgraves Christmas Show’ og udgør samtidig soundtracket til hendes ‘Christmas Special’ af samme titel, der kan streames hos Amazon Prime, hvis man vil have billedsiden med.
I den helt rigtige juleånd har Musgraves samlet et stærkt hold af gæstestjerner på albummet, der både indeholder gamle juleklassikere som ‘Have Yourself a Merry Little Christmas’ og Musgraves’ egne sange fra ‘A Very Kacey Christmas’.
Albummet indeholder dog også en helt ny original Troye Sivan-duet i form af den fine ‘Glittery’, som Musgraves selv gav en forsmag på, da hun gæstede Jimmy Fallon i sidste uge.
Camila Cabello giver den gas på ‘Rocking Around the Christmas Tree’, og James Corden bringer lidt komik ind i det klassiske åbningsnummer ‘Let It Snow’, men det er alligevel Lana Del Rey, der stjæler showet på den smukke og underspillede guitarudgave af Bing Crosbys klassiker ‘I’ll Be Home For Christmas’. De to kvinders længselsfulde, luftige stemmer komplementerer virkelig hinanden i de smagfulde harmonier, som gør dette nummer perfekt til en lun stund foran den knitrende julepejs.
Ud over albummet (som kan høres HER) har Musgraves også lanceret en kollektion af julemerchandise, der indeholder forskellige højtidsrelaterede puns som ‘SnOMG’ og ‘Sleigh-cy Musgraves’, ligesom vi også får en ‘Make the Yuletide Gay’-sweater fra den LGBTQ+-allierede sanger – så nu er der vist ingen undskyldning for ikke at komme i julestemning.
? LINK IN BIO ? pic.twitter.com/KtDLcOJffS
— K A C E Y M U S G R A V E S (@KaceyMusgraves) November 28, 2019