070 Shakes debut er et breakup-album forklædt som rumrejse
070 Shake er et intenst bekendtskab. Hendes første to store øjeblikke var baseret på gentagelser, der udtrykte en følelse så stærkt, at det næsten blev overvældende. Først kom solosangen ’Honey’, hvor hun sang nummerets titel med så meget akut smerte, at det var som at høre noget gå i stykker i realtime.
Og så var der selvfølgelig Kanye Wests ’Ghost Town’, der for alvor blev en transcenderede størrelse, da 070 Shake skabte et klimaks ved at gentage sætningen »I put my hand on a stove, to see if I still bleed / and nothing hurts anymore, I feel kinda free«.
Nu, et godt stykke tid efter at den oprindelige hype omkring hende er døet lidt hen, udkommer debutalbummet ’Modus Vivendi’. Og det mest slående ved den udgivelse er, hvordan intensiteten og det nærmest smerteligt menneskelige – der ellers har været 070 Shakes kendetegn – er blevet moduleret om til noget mere flersidigt og køligt.
I stedet er det her et poleret, glat og stedvist futuristisk skinnende album, der oftest dyrker det flygtige og forsvindende, og ikke det brændende intense.
På ’Under The Moon’ glider 070 Shakes stemme hen over et næsten ’Stranger Things’-agtigt synthbeat og synger »I wanna get high«. ’Terminal B’ og ’Rocketship’ dyrker en lignende syret space-fascination. Selv når der synges om forhold, der går i opløsning, som på ’Divorce’, har 070 Shake ikke meget mere end et skuldertræk, eller maksimalt et kort suk, tilovers for tabet. »Leave me«, synger hun på den sang, men tonen er ikke desperat så meget som desillusioneret.
Det er tilsvarende sigende, at en af albummets singler, den 80’er-poppede ’Guilty Conscience’, beskriver en partners utroskab med et lettelsens suk – for så behøver Shake ikke længere have dårlig samvittighed over sin egen: »I caught you but you never caught me / I was sitting here waiting on karma«.
I de øjeblikke virker ’Modus Vivendi’ mere som en omfavnelse af indifferensen snarere end bearbejdelsen af et tab. En af albummets stærkeste sange er 2019-singlen ’Morrow’, der dybest set fejrer sangerens vilje til at være uafhængig og ubegrænset af nogen anden. 070 Shake lyder euforisk, når hun synger »I don’t know if I’ll be here tomorrow«. Hun lyder som en, der finder friheden uden for forholdet.
Der er glimt af længsel mod noget mere intimt – glimt af den altopslugende kærlighed, der drev sange som ’Honey’. Og ’Nice To Have’ er et albumhøjdepunkt, netop fordi det handler om kærligheden set fra den anden side. Den er et nostalgisk, intimt øjeblik på et album, der ellers handler mest om at glide væk.
Andre steder – som på ’Come Around’ og ’Daydreamin’ – lader 070 Shake kantede, næsten destruktive lyde bryde ind i sangene. Den destruktive energi klæder også albummet, og ryster fundamentet lidt under nogle af de her meget kølige, polerede lydflader.
På den måde har hun faktisk skabt et album, der er en form for antitese til dele af hendes tidligere oeuvre. Ikke at hun nogensinde passede godt ind i kassen emorap, som hun nogle gange blev presset ned i. Men her er hun længere fra den kategori end nogensinde.
Det fungerer for hende – oftest. Her er dog også sange som ’The Pines’ og ’Microdosing’, der bliver fanget i gentagelser, som ikke fører nogen vegne hen, eller døsige stemninger, der aldrig for alvor bliver fascinerende, som på stoner-sangene sidst på albummet (’Flight319’ og ’Terminal B’)
Men oftest formår 070 Shake at fange den blanding af angst og frihed, der kan følge efter et brud. Det er breakup-albummet gentænkt som rumrejse: Et eventyr ud i det uvisse.
Kort sagt:
070 Shakes gennembrud kom på intense, næsten smertefuld menneskelige sange som ‘Honey’ og Kanye Wests ‘Ghost Town’. Men hendes debutalbum er en kølig, stedvist helt distanceret størrelse, der fremstiller et breakup som en slags eventyrsrejse ud i det uvisse.