Instagram-konto tager pis på musikbranchen: »Mit meme om Lukas Grahams afdøde far var måske over grænsen«

Er Danskmusikmemes et tiltrængt skud kærlig selvironi lige ind i den ’lidt for smarte og uoriginale’ danske musikbranches årer? Eller går profilen for langt, når den eksempelvis gør nar af Lukas Grahams afdøde far og Hugo Helmigs kokainmisbrug? Vi mødte manden bag de mange memes til en snak om det hele.

Instagram-profilen Danskmusikmemes, der i skrivende stund har over 10.000 følgere, ligner måske ved første øjekast en hvilken som helst anden memekonto med sine »okay boomer«-referencer og den kølige kat ved middagsbordet – forskellen er bare, at de mange memes omhandler noget så niché som dansk musik.

Anmelderdarlings som Hans Philip, The Minds of 99 og Iceage har alle været under kærlig behandling i meme-maskinen, der siden september har taget hånd om særligt den anerkendte alternative danske musik og dens tilhængere.

Kanalens erklærede mål er at gå efter den musik, vi alle ophøjer og priser for dens autenticitet, når vi skal bekræfte os selv og hinanden i, at vi er finkulturelle musikkendere, bare fordi vi hører mere Peter Sommer end Nephew.

Også mere kommercielt succesfulde navne som Lukas Graham og Hugo Helmig har udgjort inspirationen bag et par af de eksempler, der gik lige til grænsen – og måske endda lidt over – som da Helmigs kokainmisbrug og Grahams afdøde far blev taget under behandling.

View this post on Instagram

rip

A post shared by @ danskmusikmemes on

Men behøver memes være grænseoverskridende for at være sjove? Ifølge manden bag Danskmusikmemes selv, der har valgt at holde sig anonym, som det hører sig til i meme-kulturen, rammer hans idéer bedst, når han formår at kigge indad og finde inspiration i sine egne mere eller mindre mærkelige musikvaner.

»De bedste af mine memes er ofte nogen, hvor jeg i virkeligheden tager mest pis på mig selv, fordi jeg synes, min egen musiksmag er for åndssvag. Jeg synes dog også, at der er lidt for mange smarte typer og broody rockbands, der lyder som alle andre i dansk musik – og det er der jo så tilsyneladende også andre, der er enige i«, fortæller bagmanden, da han besøger Soundvenue-kontoret til en snak. Han er dog ikke bleg for at indrømme, at han ikke altid rammer plet.

Hvad er det, memes kan?
»Det vigtigste er nok følelsen af genkendelse. Først og fremmest i den forstand, at der er nogle billeder og interne referencer, der går igen. Det er et særligt sprog, som man lærer, og på den måde føler man sig indviet i den særlige ’meme-klub’. Med Danskmusikmemes sker det jo primært, når folk tænker: ’Ah, det band kender jeg også’.

Samtidig handler det også om at italesætte noget, som mange måske har tænkt over, men aldrig har lagt mærke til som et konkret fænomen. Jeg synes i hvert fald, et af de steder, hvor jeg har ramt mest rigtigt, er med mit Malk De Koijn-meme (’Stop Malksplaining’ red.). Det er jo egentlig ret dumt, men jeg tror, at fordi alle nok kender typen – måske endda fra sig selv – så rammer det ligesom perfekt ned i genkendelsen af både en selv og andre«.

View this post on Instagram

Stop Malksplaining

A post shared by @ danskmusikmemes on

Er der nogen meme-emner, du bevidst har holdt dig fra, fordi det ikke passede ind eller gik over grænsen?
»Jeg har altid virkelig godt kunne tænke mig at lave nogle flere memes om Gilli og hele slænget af gaderappere i Danmark. Jeg kan nemlig ret godt lide Gilli, men jeg er ikke nok inde i genren til, at jeg føler, jeg kan udtale mig om det og stå ved det. Så der har jeg holdt mig tilbage af ren og skær uvidenhed, fordi man klart kan lave de sjoveste memes, hvis man er godt inde i stoffet, man gør grin med«.

Har du nogensinde oplevet, at dem, du har lavet memes om, er blevet forargede eller fornærmede?
»Nej. Puha. Jeg forsøger også at holde den gode tone. Jeg har ikke behov for at starte en konflikt med en eller anden dansk musiker. Mine memes om Lukas Grahams far og Hugo Helmigs cokemisbrug var måske lige lidt over grænsen. De var egentlig også bare dumme idéer, jeg fik i en brandert«.

Så don’t drink and meme?
»Ja, det er nok et eksempel på en af den slags idéer, som burde forblive blandt venner på en bodega, og som ikke skal postes på internettet, hvor der jo efterhånden er en del mennesker, der kigger med«.

View this post on Instagram

Eller måske en bane?

A post shared by @ danskmusikmemes on

Reaktionerne var jo ret opdelte. Den ene halvdel skriver: »Endelig en, der siger det«, mens den anden siger: »det var måske lige…«. Man ville nok kunne finde mange andre, der ville kategorisere den gråzone som en succes, fordi humorens fornemste opgave vel netop er at dele vandene og italesætte de ting, der ellers ikke ville blive sagt højt.
»Det tror jeg også er sandt, men det er ikke mit formål med Danskmusikmemes at skabe splid. Jeg føler i hvert fald selv, at alle mine memes skal komme fra et positivt sted, for når man kan tage pis på noget på en ordentlig måde, så er det bare meget sjovere. Hvis man tilgår tingene med en grundlæggende respekt for det, man gør grin med, så har du i højere grad positioneret dig sådan, at du godt kan tillade at stikke lidt til dit ’offer’ – men altid med en kærlig undertone«.

Så det hele er kærligt ment – også dine Soundvenue-stabs?
»Ha ha. Helt sikkert. Selvfølgelig skal det heller ikke gøres lyserødt det hele, men i udgangspunktet er det kærligt ment. Jeg prøver på at holde mig fra de laveste fællesnævnere. Det er simpelthen for nemt og også for kedeligt at tage pis på Volbeat, Nephew, Dizzy Mizz Lizzy og Gilli for den sags skyld. Så synes jeg, det er mere interessant at pege på, hvad de ’lavkulturelle’ kunstnere rent faktisk kan, eller tage pis på de fordomme, folk har om dem, så man ligesom vender spejlet om«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af