I fredags landede Billie Eilish og Finneas’ James Bond-temasang, ’No Time to Die’. Et både underspillet og alligevel storslået nummer, der blev skabt med kyndig hjælp fra filmkomponist-legenden Hans Zimmer og The Smiths-guitaristen Johnny Marr.
Da årets Brit Awards løb af stablen i går aftes, leverede Eilish og hele holdet nummeret i liveversion for første gang – i selskab af alle de stemningsfulde strygere, et vaskeægte Bond-track kalder på.
Og skulle man være nervøs for, hvorvidt den ofte så udskældt ”hviskende” sangerinde nu også ville kunne levere den mageløse finale-vokalpræstation på scenen, som hun gør på singlen, kan man roligt se hele videoklippet til ende. She nailed it.
Billie Eilish kunne desuden tage fra showet med en ny statuette til kaminhylden i kategorien International Female Solo Artist.