Mens hele verden er lukket ned grundet coronavirussen, arbejder en stor del af sommerens festivaler stadig på højtryk for at få lukket årets program i håb om, at pandemien er afbødet til den tid.
Sådan forholder det sig også for Smukfest, der i dag har annonceret fire nye navne til årets program. Punkikonet Iggy Pop lægger efter planen vejen forbi Bøgeskoven i Skanderborg, når festivalen løber af stablen fra 5. august.
Også det danske rockband Volbeat vender tilbage til Smukfest for første gang i 10 år efter at have været blandt publikums ønsker i mange år. Den engelske soulsanger Lisa Stansfield gæster også festivalen til sommer.
Dagens brogede musikpakke byder også på jazz-legenden Herbie Hancock, der blandt andet er kendt for sit samarbejde med Miles Davis og sin innovative fusionsjazz, så der må siges at være noget for enhver smag.
Allerede udmeldt er blandt andre Slipknot, Kraftwerk, Tessa, Gilli, Spleen United, Hans Philip og Kesi. Festivalen skriver i en pressemeddelelse, at de stadig mangler at annoncere omkring 20 musiknavne, inklusive ét internationalt hovednavn.