Hvad gør man, når coronakrisens forholdsregler sætter en stopper for en større musikvideoproduktion?
Hvis man er danske Dopha, så tager man sagen i egen hånd og laver sin helt egen video komplet med dansere, dyre biler, eksotiske dyr og et pool party.
Okay, alle de der ting er ikke rigtigt med i videoen til ‘Happy For Me’, men Sofie Dopha har ved hjælp af Bratz-dukker, Barbie-bil og tøjbamser fået lavet en ret fantastisk metavideo, der fungerer som erstatning for den billedside, der oprindeligt var planlagt.
»Det var meningen, jeg skulle have lavet min første musikvideo med stort produktionshold. ‘Happy For Me’ er en legesyg sang, så vi havde hevet dansere ind og det hele. Men da jeg fik beskeden om, at det ikke kunne lade sig gøre, besluttede jeg mig for at lave videoen selv. Jeg så Young Thug på Youtube og fandt alt mit gamle legetøj frem, mine Bratz-dukker og Barbie-bil, og så begyndte jeg at filme rundt i haven i Romalt«, fortæller Dopha til Soundvenue.
Young Thug-videoen, Dopha refererer til og er inspireret af, er instruktør Ryan Staakes komplet geniale billedside til sangen ‘Wyclef Jean’ fra 2017. Dengang dukkede rappere simpelthen ikke op til det aftalte musikvideo-shoot, og så måtte Staake improvisere. Det slap han ret godt fra, og det resulterede da også i en MTV Video Music Award.