Årets Uhørt Festival gennemføres med nye datoer

Årets Uhørt Festival gennemføres med nye datoer

Vi har for længst skudt en hvid pind efter de fleste sommerfestivaler i 2020, men som vi efterhånden må samles flere og flere mennesker herhjemme, begynder mulighederne for flere arrangementer så småt at blomstre. Uhørt Festival kunne således i går meddele, at årets festival alligevel bliver en realitet.

Uhørt Festival, der for ottende gang er klar til at løbe af stablen med spritnye – og så godt som uhørte, om man vil – kunstnere på plakaten, indfinder sig igen i år i Skateparken på Vesterbro i København. Festivalen har dog ændret den tidligere (præ-corona) udmeldte dato for årets festligheder, så det hele nu går ned den 3.-5. september.

For at imødekomme myndighedernes retningslinjer strækker festivalen sig i år over tre dage frem for to, men med færre deltagende om dagen. Lige nu satses der på, det vil blive muligt at byde 500 personer velkommen pr. dag, men i første omgang sættes kun 300 billetter pr. dag i salg.

Årets kunstnere afsløres fra slutningen af sommerferien og i løbet af august.

Billetsalget skydes i gang nu på fredag den 26. juni klokken 10. Det er kun muligt at købe endagsbilletter samt at købe to billetter pr. mand. Festivalen opfordrer endvidere til, at man så vidt muligt kun køber billet til sig selv, så de ikke ender med at flere solgte billetter, end der er fremmødte publikummer, når nu der er loft på forsamlingen.

Uhørt Festival
3.-5. september
Enghavevej 8

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af